Selvtilliden i Bayern Münchens lejr nåede gigantiske højder, efter at klubben onsdag aften kvalificerede sig til Champions League finalen for anden gang i løbet af de seneste tre år. »Bayern München er formentlig verdens bedste klubhold«, proklamerede sydtyskernes manager, Uli Hoeness, således i de berusende minutter lige efter triumfen. Når man i kvart- og semifinalen ekspederer henholdsvis Manchester United og Real Madrid ud af turneringen - tilmed ved at besejre dem begge både ude og hjemme - så er betegnelsen »verdens bedste« på sin plads, lød Hoeness' begrundelse. Også klubpræsident, Franz Beckenbauer, understregede, at Bayern intet har fået forærende undervejs i turneringen. »Vi er lykkelige for igen at være i en Champions League-finale. Når man vinder to gange over både Manchester United og Real Madrid, så har man virkelig fortjent at komme i finalen«, fastslog Beckenbauer. Real Madrids træner, Vicente del Bosque, bed skuffelsen i sig og anerkendte tyskernes styrke: »Vi spillede ikke op til vores bedste, og vi mødte en meget stærk modstander. Bayern havde fem mand i forsvaret, og det formåede vi ikke at bryde igennem«, sagde del Bosque, der måtte konstatere, at spansk overvægt i boldbesiddelse ikke resulterede i de nødvendige chancer foran mål. Tværtimod var hjemmeholdet væsentligt tættere på at øge føringen frem for at indkassere spansk udligning i opgøret, der på fornemste vis blev ledet af den danske dommer Kim Milton Nielsen. Finalen i Champions League finder sted i Milano den 23. maj. Her står Bayern München igen over for en spansk modstander - Valencia, der tirsdag slog engelske Leeds United i den anden semifinale. Valencia var også i finalen sidste år, hvor holdet tabte til - Real Madrid.
Bayern-manager: Vi er verdens bedste
Lyt til artiklen