Italiensk Tour-raseri

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Ikke mindst fra italiensk side er det tunge skyts taget i brug mod Tour de France-ledelsen efter onsdagens wildcard-uddeling. Udelukkelsen af de to nationalidoler Marco Pantani (Mercatone Uno) og Mario Cipollini (Saeco) har skabt voldsomt røre i verdens stærkeste cykelnation, og hovedpersonerne har ydet deres vægtige bidrag til debatten. Mens det for Pantanis vedkommende først og fremmest har drejet sig om verbale udfald - »Tour de France underskriver sin egen dødsdom ved ikke at tage mig med« - lod Cipollini i går også benene tale, da han på den afsluttende etape i Giro del Trentino brillerede i massespurten og skaffede sig sæsonens fjerde og holdets niende gevinst, efter at schweizeren Laurent Dufaux døgnet inden ligeledes havde demonstreret, at Saeco stadig har noget at byde på. »Det er en skandale, at Marco og jeg ikke får lov til at køre i Frankrig. Jeg har hørt, at Jean-Marie Leblanc har bebrejdet mig, at jeg aldrig har gennemført et Tour de France. Men han glemmer vist, hvordan jeg har været med til at præge massevis af finaler, og hvilke fantastiske præstationer Marco har udført i bjergene«, siger den 34-årige Mario Cipollini med de 13 Tour-etapesejre. Både han og Pantani får kraftig opbakning i hjemlandets presse, der beskylder Tour-direktøren Jean-Marie Leblanc for fransk protektionisme ved at udtage otte franske hold, og der slås til lyd for, at den internationale cykelunion UCI griber ind og sørger for klarere retningslinier for udtagelsen. Noget tilsvarende er den tidligere Tour de France-vinder Greg Lemond inde på. Han udtrykker som talsmand for det amerikanske Mercury-mandskab skuffelse over, at holdet er blevet forbigået. UCIs præsident, Hein Verbruggen, er i øjeblikket i Grækenland for at inspicere olympiske anlæg, men unionen understregede i går, at alle regler er overholdt i forbindelse med wildcard-tildelingen, eftersom det er enhver arrangørs suveræne ret at bestemme, hvilke hold der skal inviteres. »De tre store rundture bør privilegere den internationale sport, og det er tilsyneladende ikke respekteret i dette tilfælde. Derfor kan det være, at reglerne bør tages op til overvejelse«, siger en UCI-talsmand. Væsentligt mere afslappet tager Lars Michaelsen det som en af de tre danskere, der også påvirkedes af Tour de France-beslutningen, da deres tyske Team Coast med så prominente etapeløbsnavne som Alex Zülle og Fernando Escartin ikke kom i betragtning. »Det var selvfølgelig holdets store mål at få en Tour-billet, men det har jo været åbenlyst, at vi ikke har lavet de store resultater. Og jeg synes ikke, der er noget unaturligt i, at franske mandskaber tilgodeses i et fransk løb«, siger Lars Michaelsen, der i øjeblikket holder løbspause frem til starten på Tour de Picardie 18. maj. I Portugal fortsætter Claus Michael Møller kursen mod topformen oven på sin lange pause på grund af et brækket lårben. Efter to etaper ligger han nr. 23 i Grand Prix Jornal Noticias, og han er kun 30 sek. fra sin førende holdkammerat Angel Edo, der har vundet begge etaper.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her