Politiken søndag: Efter at have vaklet på knockoutens rand i 40 minutter var Viborgs håndboldkvinder lige ved på mirakuløs og næsten olympisk vis at få vendt slaget i den første Champions League-finale mod Krim Ljubljana. Men i sidste ende blev det alligevel til blot uafgjort 22-22 sikret af Katrine Fruelund 14 sekunder før tid, og på den baggrund er det nok tvivlsomt, om danskerne kan bringe trofæet med hjem til Jylland efter returkampen i Slovenien næste søndag. Godt nok er håbet lige så lysegrønt som trøjerne på Viborgs guldgravere og ganske vist er der tidligere set større sensationer i sportens forunderlige verden. Men alligevel. Den fyldte Århus Arena fik drama for alle pengene i et opgør, som gæsterne styrede på rutineret vis indtil de fik gummiarm mod slutningen og lukkede de danske mestre inden for i varmen igen. I en hæsblæsende anden halvleg, hvor Krim Ljubljana desværre med tilladelse fra det svage rumænske dommerpar gik over til mere hårdhændede metoder, fik Viborg sig langsomt ædt ind på gæsternes forspring. Efter 14 minutters spil udlignede den russiske stregspiller Natalia Deriouguina, men stadig blev der brændt alt for mange tilbud af den slags, der bare skal i kassen. Christina Roslyng, Maja Høyer og Heidi Astrup brændte alt i helt fri position, og virborgenserne formåede ikke for alvor at straffe de mange slovenske udvisninger. Kampen igennem var det den strålende playmaker Heidi Astrup, der påtog sig et kæmpeansvar både som spilfordeler og målscorer. Og mod slutningen vågnede så endelig Katrine Fruelund op til dåd, da det for alvor snerpede til mod en afgørelse af den ikke særlig velspillede Champions League-finale. Hun udlignede til 19-19 og bragte efter 21 minutters spil Viborg foran for første gang i kampen siden 1-0. Igen kom slovenerne dog igen og fik hevet sejren i land. I den vanvittige finale viste målvogter Susanne Munk Lauritsen så også hele det register, der i en årrække har gjort hende til en af verdens bedste. Viborg fik ellers en miserabel start på en af de største kamp i klubbens historie. Ni skallede mål havde de danske mestre på kontoen efter de første 30 minutter, mens Krim Ljubljana egentlig ikke var meget bedre med 12. I en larmende kulisse skabt af 4.700 medlevende tilskuere virkede det danske mandskab mest præget af kampens karakter og kunne slet ikke få spillet til at flyde i de vante mønstre. Håndboldfesten i den imponerende Århus Arena truede med at blive en gevaldig forårsfuser trods både hornorkester og trommegude på tribunerne - desværre ville gæstgiverne i denne fase bare ikke lege med. De snu slovener gjorde det helt rigtige og trak tempoet ud af kampen i den hektiske atmosfære og eksploderede så i nogle temposkift, der ofte splittede Viborgs ellers normalt så velorganiserede defensiv. Samtidig satte de rutinerede Krim-spillere masser af fælder op, som danskerne gik lige lukt i, og derfor havde så store problemer med at finde vej til netmaskerne. Samtidig gjorde den rumænske målvogter i slovensk tjeneste, Luminita Hutupan, mere end sin pligt og parerede blandt andet tre straffekast - to fra Heidi Astrup og et fra Katrine Fruelund. Heldigvis for domkirkebyens stolte døtre havde både Heidi Tjugum og Susanne Munk Lauritsen og en lang række vigtige redninger, som trods alt holdt Viborg inde i opgøret. Men hold op hvor det kneb med at finde hullerne i det slovenske bolværk. Katrine Fruelund virkede helt ved siden af sig selv og kom slet ikke på scoringslisten i 1. halvleg. Det var medvirkende til nogle lange ophold i målproduktionen og på et tidspunkt førte Krim Ljubljana med fem mål - eksempelvis vandt gæsterne en undertalssituation med to mål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























