Politiken tirsdag: Silkeborg forspildte i går muligheden for at bringe sig alene i spidsen og samtidig hægte en af de farligste rivaler i det knivskarpe kapløb om årets DM-titel af. Det skete, da holdet foran et rekordstort hjemmepublikum på 6.371 personer spillede uafgjort 1-1 mod FC København. Silkeborg, der stillede op i en meget kompakt 4-4-2-formation dominerede aldeles begivenhederne i kampens første 45 minutter. På venstrekanten drønede Brian Pedersen og Thomas Poulsen nærmest igennem efter behag, mens de direkte modspillere Sibosiso Zuma og Thomas Rytter virkede som om, de havde fået køresyge af den lange rejse til det midtjyske. Efter 22 minutters spil gav hjemmeholdets overtag bonus, da midtbanemanden Per Ottosen med et fladt skud fra 15 meter effektivt straffede Thomas Thorningers løse omgang med bolden umiddelbart foran eget straffesparksfelt. FC København var sjældne gæster i den modsatte ende af banen. Sibosiso Zuma og Thomas Thorninger kom aldrig omkring på kanterne, og derfor måtte den efterhånden noget målflove Heine Fernandez tage til takke med en trist omgang smalkost. Fernandez viste dog en enkelt gang prøve på sin farlighed, da han i det 40. minut ramte overliggeren med et hovedstødsforsøg. Til FC Københavns undskyldning for den rodede indsats før pausen må det nødvendigvis med, at holdet stillede op uden den karantæneramte Niclas Jensen og de sygemeldte Diego Tur og Christian Lønstrup. Efter pausen trak udeholdet i arbejdstøjet, da Silkeborg af uforklarlige årsager trak sig tilbage på banen for at forsvare 1-0-føringen. Pludselig fik midtbanefolkene Michael Mio Nielsen og Christian Poulsen bedre fat i den ellers overdådigt spillende kreatør Thomas Røll, ligesom Todi Jónsson viste, at han er andet end ballast på københavnernes angrebstandem. Efter 58. minutter leverede han således dagens detalje, da han elegant sneg sig uden om oppasseren Bora Zivkovic tæt under mål, hvorefter han tyrede bolden i kassen forbi Peter Kjær til 1-1. Siden sad københavnerne fuldstændig på kampen, og kunne også have rejst tilbage til hovedstaden med alle tre point i bagagen, hvis Peter Christiansen havde været mere klodblodig, da han slap helt fri efter en forfærdelig fadæse af Silkeborgs Thomas Poulsen. Tyveri Fem minutter før tid blev FC København decideret frarøvet sejren, da den indskiftede Pascal Simpson pumpede en aflevering fra Thomas Thorninger i nettet. Desværre markerede linjevogter Allan Dam Nielsen fejlagtigt for offside, hvilket 'Løvernes' sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm lod sin galde flyde over ved at råbe: »Dit lange bindeslips!«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Nordmændene er i ekstase over spektakulært vikingefund
-
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























