Fodbold: Ungdomslandshold klar til EM-slutrunden

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Efter overraskende at have klaret 1-1 i den første kamp, kvalificerede Danmarks ynglinge sig i går nærmest sensationelt til EM-slutrunden for U18-landshold i fodbold ved på Lyngby stadion at vinde returmødet med Hollands storfavoritter 3-2. Det er første gang i 13 år, at Danmark på dette alderstrin er med blandt Europas otte bedste nationer som, inddelt i to puljer, afgør mesterskabet i et slutspil. Præstationen er ikke mindst en stor fjer i hatten til en af dansk fodbolds ild-sjæle, Per Andersen, der, kun afbrudt af et kort interval i fjor, da Ove Christensen var på posten, har været det danske U18-landsholds cheftræner siden 1986. EM-slutrunden foregår i Finland 21.-29. maj, og ud over Danmark og værtsnationen, der er født deltager og som Danmark skal spille en opvarmningskamp mod inden det bliver alvor, vides det på nuværende tidspunkt kun at også Polen (med sejr over England) og Spanien har kvalificeret sig. »Jeg håber vi undgår Spanien, når puljerne sammensættes ved lodtrækningen, men ellers må vort næste mål bestemt være at komme blandt de seks bedste i EM, for de er nemlig automatisk kvalificeret til VM-slutrunden«. Sagde en lykkelig dansk anfører, talentpris-modtageren Allan Olesen fra Brøndby, der som en forudseende højre back var en af de markante i gårsdagens triumf. Så markant, at hans personlige modstander, Arjan Robben fra Groningen, som mange af Europas storklubber er ude efter, blev skiftet ud et kvarter før tid. Men falmede Robben, var der til gengæld mange andre talenter der lyste op i dette fodboldkøbmændenes udstillingsvindue, og en af de mest lysende var såmænd dansker, den 18-årige frontløber og tomålsskytte til 1-0 og 2-1 Jonas Schmidt fra OB. Målet til 3-1 stod en anden Jonas, med efternavnet Kamper, for efter en frisk solotur. Rafael van der Vaart fra Ajax var Hollands dobbelte målscorer, til 1-1 på et pragtfuldt langskud samt til 2-3 efter klumpspil. Individuelt havde hollænderne højeste klasse med en forfinet teknik og stor hurtighed - »den mest talentfulde trup jeg nogensinde har set i U18«, fastslog Per Andersen - men fodbold er jo også et fysisk spil og et spil baseret på tæt, disciplineret samarbejde og på de kvaliteter triumferede Danmark. »Drengene spillede med hjertet, men de var knokkeltrætte til sidst, og da Holland nåede op på 2-3 syv minutter før tid var jeg virkelig bange for, at det hele ville ende i hat og briller«, erkendte Per Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her