GOG klar til tredje finale

Lyt til artiklen

Viborg havde håbet på det. Danmarks Håndbold Forbund havde håbet på det. Og landstræner Jan Pytlick havde håbet på det. Der var mange, som havde håbet, at Viborg tirsdag aften havde spillet mindst uafgjort mod GOG i den anden DM-finale og dermed afgjort kampen om det danske mesterskab. Men GOG ville det anderledes. Knap 2.000 tilskuere var proppet ind i Gudmehallerne, og de så fynboerne vinde 24-20 i en kamp, hvor de to hold spillede under vanlig standard. Hverken GOG eller Viborg kunne få deres angrebsspil til at fungere optimalt, og antallet af tekniske fejl var højere end normalt. Heidi Astrup, der har været Viborgs helt store spiller i denne sæson, kunne ligesom Katrine Fruelund ikke få spillet til at køre. Det kunne til gengæld Natasja Burgers hos GOG. Den hollandske højrefløj, som var her, der og alle vegne gik forrest i fighten, og var med til at knække gæsterne og fremtvinge en tredje finale. Og det var den, som Viborg, DHF og landstræneren gerne havde undgået. I går blev spilletidspunktet fastsat til mandag 14. maj, men Viborgs succes i Champions League og landsholdets to afgørende VM-kvalifikationskampe mod Tjekkiet og træningen dertil gjorde det vanskeligt at finde frem til det, der må kaldes et kompromis. Egentlig skulle en tredje finale have været spillet på lørdag, men den dag spiller Viborg sin første finale i Champions League, og da holdet ugen efter spiller returkamp i Slovenien er kampen ikke blevet placeret i dagene imellem. DHF pegede derefter på 15. maj, men det ville betyde, at GOG måtte undvære alle sine hollandske spillere, der den dag er kaldt hjem af landstræneren. Og så blev den dag droppet. Det danske landshold spiller de vigtige kampe mod Tjekkiet 20. og 27. maj. Det var derfor på tale, at den tredje finale skulle spilles efter disse kampe, men det ville betyde, at spillerne fra de to hold skulle gå uden træning i 14 dage. Og så blev den løsning droppet. Nu er man landet på et kompromis, der betyder, at Viborg skal i kamp igen blot halvandet døgn efter, at holdet kommer hjem fra den afgørende Champions League-finale. »Det er ikke optimalt for Viborg. Men det var den bedste af de datoer, der var. Uden hollænderne ville kampen ikke have nogen sportslig værdi, og det ville den heller ikke have, hvis vi spillede den efter 14 dages pause«, siger Peder Larsen, bestyrelsesmedlem i Viborg, der nu kan se frem til ekstra 300.000-400.000 kr. i kassen via entré- og tv-indtægter. GOG får ingen økonomisk gevinst af endnu en finale, men det bekymrer ikke direktøren, Arne Buch. »Vi viste, at Viborg ikke er helt alene i toppen af dansk håndbold. De er favoritter, for hjemmebanen betyder meget i slutspilskampene, men vores piger viste, at de vil slås«, siger Arne Buch.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her