Boye på piller op til bundkamp mod Herfølge

Lyt til artiklen

Politiken søndag: AGF-målmanden Erik Boye bryder sig ikke så meget om at flyve, og han har prøvet engang at være luftsyg før en superligakamp i fodbold. Det var, da han spillede for Vejle, og vejlenserne fløj til en udekamp mod FC København i Parken. I dag ved frokosttid letter han med en helikopter fra Haderslev, hvor datteren Lina konfirmeres, for at flyve til bundkampen i Herfølge, og han må sluge en pille for at gardere sig mod at blive alt for utilpas. Skal passe på sløvhed »Pillen virker fire-fem timer, så jeg skal passe på ikke at tage den så sent, at jeg er sløv og ukoncentreret, når jeg løber ind på Herfølge Stadion«, siger Erik Boye. »Det er klart, at det ikke er nogen optimal optakt til en så vigtig kamp, men nu må vi bare se at få det bedste ud af det, og jeg kan ikke på forhånd svare på, om jeg kan levere en præstation på sædvanligt niveau. Jeg håber, at det ikke blæser for meget. Hvis helikopteren flyver roligt og stabilt af sted, kan jeg sidde på turen, som varer en times tid, og lade op og tænke på kampen undervejs«. Hjemmeholdet under pres Det er hjemmeholdet, der er under størst pres i eftermiddag, fordi et nederlag vil betyde, at Herfølge kommer otte point efter AGF og måske seks efter AB, som godt kan vinde hjemme over OB. »Jeg har hørt, at Herfølge giver folk gratis adgang, og det er fint for mig, at der for en gangs skyld kommer mange mennesker på Herfølge Stadion. Det er en lige så stor fordel for os som for Herfølge, for det er altid sjovest at spille, når der er stemning og liv på tilskuerpladserne«, siger Erik Boye. Glad for Stampe Den erfarne målmand har været glad for at få John Stampe som cheftræner i AGF. »Stampe lægger ikke så meget vægt på det teoretisk-taktiske som mange andre trænere. Han er god til at få holdet til at fighte og arbejde hårdt, og han reagerer hurtigt, når en spiller ikke bestiller nok«, forklarer Erik Boye. I 3-4-kampen mod Viborg for en uge siden hev John Stampe forsvareren John Jensen ud efter tyve minutter, fordi John Jensen ikke dækkede godt nok op. Overlevelseskamp I Herfølge fortæller målmand Jakup Mikkelsen, at stemningen ikke har været trykket i den forløbne uge trods 0-2-skuffelsen mod FC Midtjylland, men alle er klar over, at det i dag er en 'overlevelseskamp'. »Det er godt, at vi har fået Denni Conteh på holdet. Han en hurtigt angriber, der kan sætte en mand af og skabe noget på egen hånd. Han kan blive en afgørende spiller for os mod AGF«, siger Jakup Mikkelsen. I Gladsaxe kommer der igen i dag udenlandske klubrepræsentanter og agenter for at se nærmere på nogle af AB-spillerne i hjemmekampen mod OB. Den tyske topklub Borussia Dortmund har en udsending, som skal følge Martin Albrechtsen, der fik landsholdsdebut forleden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her