AGF vandt bundbraget

Lyt til artiklen

Der var drama for alle pengene, da AGF formentlig sikrede sig nyt liv i Superligaen med en sejr på 2-1 over de forsvarende fodboldmestre Herfølge - søndag på Herfølge Stadion. 3404 tilskuere så to mål i første halvleg, før spændingen steg yderligere i anden halvleg, hvor Bo Nielsen scorede sejrsmålet, og både AGF's Nocko Jokovic og Herfølges Peter Frank blev vist ud. AGF-træner John Stampe, der på forhånd ville have solgt kampen for ét point, kan med sejren glæde sig over, at AGF nu har otte point til Herfølge under stregen. Midtbaneslag Der var på forhånd lagt op til et heroisk midtbaneslag mellem de to bundhold. AGF-træner John Stampe havde flyttet den normale højreback Jens Overgaard op som central midtbanemand ved siden af Anders Bjerre for at tage slagsmålene med de altid fightende Herfølge-folk. Herfølge-træner John "Faxe" Jensen havde som modtræk, og grundet en lang række skader og karantæner, sat sig selv på fra start. Og det viste sig at være en rigtig god idé, for efter ti minutter gav den gamle midtbaneræv Herfølge en drømmestart, da han slog en lang, lang aflevering ind over AGF-forsvaret og frem mod Chris Hermansen, der helt fri i feltet kunne heade hjemmeholdet i front. Drømmedrønet Men netop som Herfølge havde fundet det perfekte udgangspunkt for at fastholde den afventende taktik, der på det seneste har været de forsvarende mestres foretrukne, sparkede forsvarskæmpen John Jensen blot syv minutter senere AGF tilbage i kampen. Med et dommedagsdrøn fra 30 meter, høvlede han bolden i mål til 1-1. AGF har i de sidste par Superligakampe høstet stor ros for at prøve at skabe kampene, men efter udligningen overlod AGF alt spillet til hjemmeholdet, der skiftede mellem at presse på og spille baglæns for at trække det kompakte AGF-forsvar ud. Trods overtaget lykkedes det dog kun skuffende sjældet hjemmeholdet at producere kvalificerede indlæg fra baglinjen, og første halvleg blev efter drømmestarten med de to smukke mål en opvisning i kompakt og fejlbetonet midtbanekrig. Jokovic ud Trods flere store AGF-chancer var Herfølge stadig spilstyrende, og bundholdet fik oveni en hjælpende hånd af dommer Michael Svendsen, der efter 62 minutter uforståeligt for de fleste gav Nocko Jokovic det andet gule kort, denne gang for film, så AGF måtte spille kampen færdig med 10 mand. Overtallet gav Herfølge ekstra bid i front, men trods øget trafik i AGF-feltet og et hav af indlæg fra flankerne blev det aldrig til de helt store chancer. Og så stak Bo Nielsen pludselig afsted på kanten af offside. Alene med Jakup Mikkelsen bragte han euforisk jubel til jydernes lejr, da han paserede færingen og gjorde det til 2-1. Nødbremse Det blev selvfølgelig heller ikke bedre, da Peter Frank elleve minutter før tid på banens midte trak i nødbremsen overfor Bo Nielsen og indkasserede det røde kort, så også Herfølge måtte spille færdig med ti mand. Med sejren har AGF otte point ned til Herfølge under stregen. Herfølge skal derfor sætte sin lid til at kunne hente AB, der er fire point foran de forsvarende mestre, hvis de vil klare frisag fra nedrykning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her