HFK missede sejren, igen

Lyt til artiklen

Føringen mod AaB holdt ikke, og dermed måtte hjemmeholdet spejde forgæves efter sæsonens anden sejr. HFK Sønderjylland kunne igen lugte sæsonens anden sejr, men som så ofte før måtte hjemmeholdets publikum sande, at en HFK-føring ikke er lig med sejr, da søndagens kamp på Haderslev Stadion mod AaB endte 1-1. HFK Sønderjylland havde ellers kortene på hånden, da de var foran 1-0, og AaB samtidig spillede yderst tamt og ikke fik meget ud af en stor overvægt i spillet. Men en frelsende scoring fra Andres Oper sikrede nordjyderne det ene point i en kedelig kamp, der var fattig på målchancer. Mads Bro Hansen, som AaB i vinterpausen hentede i netop HFK Sønderjylland, måtte se til fra tribunen på sin gamle hjemmebane i Haderslev på grund af karantæne, og samtidig måtte nordjyderne undvære den store angriber Frank Strandli, som også måtte tage en dag i straffeboksen. Hos HFK Sønderjylland var der afbud fra både Thomas Dabelsteen og Henrik Toft i sidste øjeblik. Fra starten virkede det, som om AaB var bedst til at kompensere for de manglende stamspillere. De stribede sad på størstedelen af spillet, men løb gang på gang ind i HFK Sønderjyllands velorganiserede forsvar. Den første halve time bød således ikke på de store chancer, og tilskuerne måtte nøjes med at nyde det flotte og lune forårsvejr i Haderslev. Humøret Steg Men så steg forårshumøret hos hjemmepublikummet yderligere et par grader. Lars Villadsen sendte en frisparksbold ind i AaBs felt, hvor midterforsvareren Jacob Stolberg headede sit tredje sæsonmål ind bag Jimmy Nielsen. Efter sønderjydernes føring pressede AaB yderligere på. Kort efter scoringen vinkede dommer Nicolai Vollquartz afværgende, da Tore Andre Dahlum blev væltet i det kriminelle felt. Otte minutter senere nøjedes Vollquartz med at give HFKs Søren Lund Larsen gult kort, da han væltede en AaB-spiller, der var tæt på at være helt igennem. Men på trods af aalborgensernes pres kunne hjemmeholdet tage 1-0-føringen med sig i omklædningsrummet til pausen. Efter teen virkede AaB lige så ineffektive som før pausen, og HFK spillede koncentreret og tillod ikke nordjyderne at komme frem til de store chancer. Men som så ofte før kunne sønderjyderne ikke holde koncentrationen hele vejen. 20 minutter før tid blev hjemmeholdets forsvar oversprintet af Andres Oper, der var rykket ud på højrekanten, da Michael Silberbauer blev skiftet ud. Han driblede uden om Jesper Mortensen, der kom stormende ud af kassen, og trillede bolden ind til udligning. Og da Henrik Beck ti minutter senere brændte helt alene med Jimmy Nielsen, blev de sønderjyske tilskuere vækket af deres søde sejrsdrømme. Kampen var AaBs fjerde uafgjorte i træk, og nordjyderne har ikke vundet siden 1. april, hvor de tævede AGF med 5-1.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her