Schmeichel gjorde arbejdet færdigt

Lyt til artiklen

Politiken tordag: Peter Schmeichel fik en rolig afskedsaften i Parken. Tyve minutter inde i anden halvleg sagde keeperen med endnu et 'clean sheet' farvel efter, hvad der gennem årene svarer til otte døgn i det danske mål. I Peter Schmeichels 14 år lange karriere på det danske fodboldlandshold har han altid haft sine faste ritualer. Opladningen har været punktlig, og med sig ind på stadion har den store målmand haft sit håndklæde og en bold, der er blevet sparket himmelhøjt op i luften. Hyldest Sådan har det været hver eneste gang, men onsdag aften i Parken blev rytmen brudt. Inden den 129. og sidste landskamp kom Peter Schmeichel godt nok ud præcist klokken 18.18, og bolden fik også sit velfortjente los, men så tog Dansk Boldspil-Union ellers over med deres hyldest. Sepp Piontek, 11-årige Lasse fra Neksø, Roliganforeningens formand, Sloveniens anfører, Jes Høgh og Jim Stjerne Hansen var alle på banen at sige tak, inden dagens hovedperson selv fik mikrofonen. »Egentlig er det jo mig, der skal være taknemmelig for at have fået muligheden for at spille både her i Parken og den gamle Idrætspark. Når jeg har stået nede på banen, har jeg altid følt mig båret frem, og Danmark er et dejligt land at repræsentere, men nu er det vist tid til, at vi spiller noget fodbold«, lød Peter Schmeichels afskedsord til publikum inden den sidste optræden foran dem. Stille aften I løbet af de første 45 stillestående minutter var det nu ikke meget, den 37- årige keeper fik rørt bolden. En enkelt slovensk kontra var ved at ødelægge festlighederne allerede i første minut, men ellers kunne Schmeichel koncentrere sig om at sparke ud og dirigere medspillerne i sin vanligt højtråbende facon. Opbakningen fra publikum fejlede til gengæld ikke noget. Hver eneste af anførerens boldberøringer blev belønnet med klapsalver, og fem minutter inde i anden halvleg leverede han varen i form af en glimrende fodparade, da slovenernes Mladen Rudonja headede på mål helt inde i det lille felt. Ti minutter senere kunne Schmeichel så brede armene ud og lave sin egen lille 'flyver' ud mod publikum, da Jesper Grønkjær bragte Danmark foran. En passende afsked, og efter i alt 11.455 minutter - knapt otte døgn - i landsholdstrøjen blev målmanden udskiftet med Peter Kjær og noterede dermed sig selv for 'clean sheet' nummer 56. Tak Peter En kæmpe målmandstrøje med ordene »tak Peter« blev samtidig bredt ud over endetribunen, og hyldesten blev fuldendt med stående klapsalver fra de 32.526. Set i bakspejlet kom udskiftningen måske alligevel et par minutter for tidligt, eftersom Peter Schmeichel sandsynligvis havde fået lov til at sparke straffesparket lidt senere, men alt i alt kunne den afgående keeper ikke været andet en tilfreds, da han efter kampen stod smilende i regnen. »Dejligt« »Det var en dejlig sidste kamp. Man vil jo gerne slutte af med at spille ordentligt, og det havde måske grebet lidt forstyrrende ind i min opladning, men så var det rart med sådan en 'pensionistkamp', hvor jeg kunne nøjes med at kigge på og råbe til medspillerne«, sagde målmanden, som var meget rørt over DBUs overraskelse inden kampen. »Det var meget overvældende med repræsentanter fra alle elementer af min landsholdskarriere. Det har været et stort eventyr, som jeg gerne vil sige tak for«, lød ordene fra Peter Schmeichel. Og sådan var den sidste aften i nationalarenaen så speciel. Schmeichel fik sin landskampssejr nummer 64, og arbejdet er fuldendt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her