FC Midtjyllands træner, Ove Pedersen, havde en heldig hånd, da han i går satte to af sine bænkevarmere på banen i anden halvleg mod Herfølge. Frank Kristensen og Morten Skoubo kvitterede begge for trænerens tillid med et mål, og dermed fik midtjyderne med meget besvær hevet en 2-0-sejr hjem i en kedelig fodboldkamp, der længe lignede en ren nullert. Det var ikke til at se på kvaliteten af kampen, at det var de potentielle danske mestre, der tog imod de forsvarende danske mestre. Sjællænderne, der efter en halv time blev reduceret til 10 mand, da Thomas Høyer fik sin anden advarsel, brugte stort set alle kræfter på at forsvare sig, mens FC Midtjylland i de første 75 minutter spillede bolden pænt rundt, uden at det blev til de helt store tilbud. Hjemmeholdet startede offensivt og havde mange gode angreb i højre side, hvor Jens Jessen og Allan Bak Jensen gjorde det godt, men Mogens Laursen var bestemt ikke skarp i de afgørende situationer foran målet. Hos Herfølge var den bagerste kæde svækket af, at anfører Peter Frank måtte sidde udenfor med en rygskade, som han havde pådraget sig i opvarmningens sidste sprint. Som erstatning for Peter Frank var Tommy Schram flyttet fra midtbanen ned i midterforsvaret ved siden af den nye anfører Torben Christiansen. Men Herfølge var ikke færdige med at omstille sig. Efter en halv time fældede Thomas Høyer Thomas Thomasberg, og Høyer fik retfærdigvis sit andet gule kort. Situationen var faktisk det mest ophidsende i første halvleg. I anden halvleg fortsatte kampen uden nerve, og størstedelen af de godt 3.000 tilskuere på Ikast Stadion havde indstillet sig på en målløs affære. Men Ove Pedersen forsøgte sig i løbet af halvlegen med nye kræfter i angrebet, og det hjalp. Morten Skoubo havde kun været på banen i otte minutter, da han fik vækket det søvnige publikum, der på det tidspunkt havde sovet i 78 minutter. Med et par driblinger rundt om sig selv fik han skabt ravage i Herfølges felt, og 1-0 var en kendsgerning. »Det var en kæmpe forløsning. Jeg har spillet omkring ti kampe i efteråret, og det var på tide at jeg fik scoret«, sagde 20-årige Morten Skoubo efter sit første superligamål. Den anden indskiftningsspiller Frank Kristensen fik ligeledes scoret, da han i kampens sidste minut satte hovedet på et godt indlæg af Kenneth From fra højre side. »Det er første gang i år, at vi får spillet bolden så meget rundt, og det kommer på det helt rigtige tidspunkt. Hvis vi skal vinde over Brøndby på søndag, så skal vi spille bolden rundt«, sagde en tilfreds Ove Pedersen. Træneren har en stærk tro på, at holdet kan være med i mesterskabskampen til den bitre ende. »Der er ingen grund til at tro andet. Vi har vist, at vi ikke behøver at være bange for nogen«, sagde han optimistisk. Udover de to mål og den herlige forårssol kunne FC Midtjyllands tilhængere trods alt forlade Ikast Stadion med glæden over, at ulvene ikke har tabt i de seneste seks kampe, og på søndag skal oprykkerne så til Brøndby for at spille topopgør.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























