FC København har nu spillet ti Superligakampe i fodbold på stribe uden at tabe, men der var ingen i FCK-lejren, som kunne glæde sig ret meget over det efter den målløse hjemmekamp mod AB i Parken, for det resultat i en svag kamp uden mange højdepunkter var en stor skuffelse set gennem FCK-briller. Gæsterne, der hverken ville eller kunne ret meget frem ad banen, var kommet for at få det ene point til brug i nedrykningsstriden, og hjemmeholdet med medalje- og mesterskabsdrømme havde hverken angrebsmæssig pondus og slagkraft eller styrke nok i kantspillet til at nedbryde den stærke AB-defensiv og få udbytte af et spillemæssigt overtag. Der manglede i lange perioder noget vildskab, overraskelser og temposkift i FCK-fremspillet - og præcision i afslutningerne, når de få store chancer opstod. Christian Lønstrup fik den allerstørste mulighed for at blive matchvinder midt i anden halvleg, da AB-målmanden Jan Hoffmann spillede bolden ud til Jan Bjur, som mistede den til Lønstrup. »Jeg havde observeret Lønstrup, men jeg troede, han var længere væk. Det var skidt, at jeg tabte bolden, og jeg havde faktisk set Lønstrups skud i kassen, men han forsøgte at skrue bolden forbi Hoffmann, og han sparkede altså heldigvis lige forbi«, sagde Jan Bjur i omklædningsrummet. Trætte efter pokalkamp »Vi fik aldrig vores spil til at køre. Vi virkede noget trætte efter pokalkampen og den lange rejse hjem fra Holstebro torsdag aften og nat«, erkendte den rutinerede forsvarer. »Det var ikke kønt, hvad vi lavede, men vi diskede op med solid fight, og vi var effektive i opdækningen af den store Pascal Simpson i luftrummet og omhyggelige med at få fat på 'nedfalds-boldene', når han havde headet de høje centringer videre«. Uden den vævre, hurtige og smarte Sibusiso Zuma (karantæneramt) var der for lidt bevægelse oppe foran hos FCK, der faktisk ikke producerede et åbent tilbud før pausen. I anden halvleg blev indlæggene fra siderne lidt farligere, og der blev skudt udefra. Heine Fernandez var centimeter fra at banke bolden i kassen, efter at den gode målmand Jan Hoffmann - som viste, at han også er en glimrende fodboldspiller, der sparker godt til bolden - havde halvklaret fra Diego Tur. Fernandez hamrede bolden på underkanten af overliggeren. Det var en meget taktisk forestilling i solskinnet. Begge hold sørgede for at have den defensive organisation i orden hele tiden. Når bolden var mistet, var folk lynhurtigt hjemme på deres pladser i forsvaret, og begge hold havde de to firemandskæder tæt på hinanden. AB spillede langt tilbage på banen, mens FCKerne var nogle meter længere fremme og mere ivrige efter at gå efter alle tre point. Underholdningsmæssigt var det en bleg forestilling uden spillemæssig glans og med mange dårlige afleveringer. ABerne havde altså næsten intet at byde på oppe foran. Christian Lundberg fik gæsternes to regulære chancer. I første halvleg flugtede han lige forbi den ene stolpe, og i anden halvleg headede han blødt i næverne på Thomas Myhre. Lundbergs angrebsmakker Ali Akida var 'helt væk' i den kamp og fik intet udrettet over for den robuste og som sædvanlig sikkert spillende Jacob Laursen. Effektiv Thomas Rytter Thomas Rytter lukkede effektivt af i FCKs højreside, og på midtbanen viste Christian Poulsen atter klogt spil og fint overblik. Han placerede sig godt og tænkte sig om, når han havde bolden. Steven Lustü var hurtig på bolden, omhyggelig med de fleste afleveringer og dækkede godt op i ABs centrale forsvar, og på midtbanen lyste Brian Steen Nielsen op. Han tog et stort ansvar, han fordelte boldene godt ud i siderne, han havde nogle dejlige skift til fløjene, men han fik ikke mulighed for at spille bolden i dybden og skabe chancer over for det solide, stabile hjemmehold, der så sjældent taber - men nu har sat fire point til i tre forårshjemmekampe i Parken. Det kan blive dyrt i den sidste ende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























