Politiken torsdag: At grussæsonen stadig er ung, har Master Serie-turneringen i Monte Carlo indtil videre bevist. Mange spillere er kommet til Monaco direkte fra hardcourt-turneringer og har ikke nået at træne nok på det noget langsommere underlag. I første runde måtte spillere som Alex Corretja, sidste års finalist Dominik Hrbaty og Arnaud Clement forlade turneringen, og i går fulgte 16.-seedede Carlos Moya og svenske Magnus Norman, der var seedet tre, efter, da de tabte til henholdsvis Tommy Haas og Hicham Arazi. Til gengæld har Tim Henman, der ikke just kan betegnes som grusspecialist, gjort det godt i det lille fyrstendømme. Den 26-årige brite, der i februar vandt Copenhagen Open, spillede i sidste uge Estoril Open i Portugal, og selvom han allerede blev slået ud i anden runde af den senere finalist Felix Mantilla, ser det ud til at de ekstra dage på grus har været en fordel. Mandag vandt Henman over franske Fabrice Santoro, og i går blev Gaston Gaudio fra Argentina besejret med 6-4, 6-2. Forventningspres borte At Tim Henman nu for første gang er nået længere end til anden runde i denne turnering, tror han blandt andet skyldes, at han ikke har lagt et forventningspres på sig selv. I modsætning til tidligere på sæsonen. »Jeg sagde, at jeg ville prøve at forbedre mig ved at vinde de mindre turneringer, hvilket så kunne hjælpe mig til de store begivenheder. Pludselig havde jeg så vundet tre ud af otte turneringer, og så var de store turneringer der«, siger Tim Henman og fortsætter: »Jeg var virkelig opsat og måske overivrig efter at gøre det godt, fordi jeg troede, at dette var muligheden. Jeg tænkte for meget på konsekvenserne i stedet for at bekymre mig om, hvad jeg lavede på banen«. »Hvis du så sammenligner med grussæsonen er forvetningerne mindre og jeg tænker mere på mit spil og ikke rigtigt på, hvad der kommer ud af det. Og det er når du har de tanker og følelser, at du begynder at spille god tennis«, siger Henman, der for første gang i mere end otte år er uden træner David Felgate, som Henman netop har brudt med, fordi han efter en skidt periode følte, at der skulle ske noget nyt. »Det er lidt underligt. Otte og et halvt år sammen er lang lang tid. Men jeg vil vænne mig til det, og jeg føler, at jeg er klar over, hvad jeg skal gå ud og arbejde på«, siger Tim Henman, der inden længe vil undersøge markedet for en ny træner. Indtil da nyder han at spille. »Det er på banen, du mentalt skal være stærk nok til at lægge alle andre ting til side, koncentrere dig og vinde kampen. Jeg synes, jeg har nydt at gå på banen for at lade mit tennisspil tale for sig, fordi der er foregået så meget uden for banen«, siger Tim Henman. Det gjorde han så i går mod Gaudio. Nu venter den spanske grusspiller Albert Costa, der gik videre til tredje runde uden kamp, da hans modstander Marcelo Rios meldte forfald på grund af en skade.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























