Rystelserne i den internationale svømmeverden er massive oven på fundet af forbudte dopingstoffer hos den anerkendte russiske svømmetræner Gennadi Touretski, der de seneste ti år har boet i Australien og blandt andet trænet en af nationens store stjerner Michael Klim og den australske 4x100 meter fri stafet, som vandt guld ved OL i Sydney. Også i Danmark vækker anklagerne mod Touretski lige dele undren og nervøsitet. »Jeg kender Gennadi ganske udmærket og har aldrig haft skyggen af mistanke over for ham. Selvfølgelig kan man principielt ikke vide sig sikre på nogen, men specielt fordi han er tilknyttet elitecentret i Australien, som har holdt sin sti meget ren, er jeg forundret«, siger den danske landstræner Jens Glavind, der dog vil afvente yderligere oplysninger om sagen, inden han drager endelige konklusioner. Selve fundet af det forbudte stof Stanozolol hos Touretski er da også forbundet med en del mystik, eftersom det var politiet i Canberra, der fandt stofferne i et pengeskab stjålet hos den russiskfødte svømmetræner. Alligevel har den australske svømmeverden reageret ualmindeligt hurtigt. Gennadi Touretski er blevet udelukket fra al træning. Samtlige 250 atleter ved det højt respekterede elitecenter, Australian Institute of Sport, skal i de kommende dage dopingtestes, og den australske sportsminister Jackie Kelly melder markant ud, at regeringen ikke vil tolerere doping. Australien har da også altid været et af de lande, der er gået hårdest ind i kampen mod de forbudte stoffer - specielt i nationalsporten svømning, og netop derfor rammer sagen endnu hårdere. Under OL vakte australiernes suverænitet i bassinet godt nok opsigt, men Jens Glavind har indtil nu ikke tvivlet på renheden hos de australske svømmere. »Jeg har sågar selv besøgt deres elitecenter, og de er altså lysår foran selv amerikanerne, når det gælder træning og pleje af atleterne. Det er simpelthen imponerende velfungerende, og der er taget højde for alt. Derfor kan man selvfølgelig ikke udelukke, at der er nogen som alligevel forsøger at skyde genvej«, siger den danske landstræner. Ifølge det australske politi fandt man omkring ti tabletter indeholdende stanozolol i den 51-årige svømmetræners pengeskab - i øvrigt sammen med guldmedaljer fra de olympiske lege. I dag bliver Touretski fremstillet for retten, hvor han efter australsk lov risikerer seks måneders fængsel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























