Volleyball: DHG gentog 'The Double'

Lyt til artiklen

Dominansen i dansk kvinde-volleyball er for alvor kommet til Odense. Det kom den, da kvinderne fra DHG torsdag aften genvandt det danske mesterskab ved i KB-hallen at besejre Holte 3-0. Større rutine og færre fejl i de afgørende bolde var reelt forskellen på de to hold. Det blev en meget medlevende og jævnbyrdig finale for de 2500 tilskuere på Frederiksberg, som Holte med lidt mere held kunne have gjort langt mere jævnbyrdig. Holdene fulgtes pænt ad til sidste bold i alle tre sæt, men når Holte havde chancen for at afgøre sættene til egen fordel, kom fejlene. Og lige netop de afgørende bolde var DHGs styrke, og de vandt med sætcifrene 30-28, 25-22 og 25-23. Skidt start Med torsdagens DM-titel har kvinderne fra Odense både taget mesterskabet og pokaltitlen de sidste to sæsoner. Og DHGs bedste spiller på de vigtige bolde, Dorthe Larsen, var da også lykkelig med guldmedaljen. »Vi spiller ad helvede til i dag, i hvert fald i starten af de tre sæt, og vi vinder kun på fight og vilje. Men vi skal åbenbart være pressede, før vi begynder at spille rigtigt godt, for når det gælder, viser vi jo, at vi godt kan«, siger Dorthe Larsen, som har en meget enkel opskrift på succesen. »Jeg tror, at vores bundniveau er lidt højere end Holtes. Når tempoet kommer i vejret, laver vi ganske enkelt færre fejl, og det var det der kom til udtryk i alle tre sæt. Men så har vi altså også bare et rigtigt godt volley-hold, som har vundet alt i år, og derfor har vi troen på, at vi kan vinde, selv om vi ikke spiller op til vores bedste«, siger Dorthe Larsen til Ritzau. I aftenens to første sæt startede Holte bedst, og de burde også have vundet første sæt, som de førte med 22-16. Men da DHG for alvor satte tryk på, kom fejlprocenten hos Per Nørholm Rasmussens piger for højt op. Det var da også en meget skuffet Rikke Hjulmand, som gjorde status med sølvmedaljen om halsen. »Vi spillede nogle rigtigt gode semifinaler, så derfor følte vi, at vi havde chancen i dag. Og vi skal altså også vinde første sæt, hvilket ville have givet en helt anden finale«, siger Rikke Hjulmand, som delte landsholdskollegaen Dorthe Lassens forklaring. »Det er nogle gode spillere, DHG har, og de lægger et kraftigt tryk på i slutningen af sættene. Og når tempoet kommer så højt op, laver vi altså lidt for mange fejl. Men det er da trods alt bedre end at blive fejet af banen, og så må vi bare hjem og træne noget mere«, siger Rikke Hjulmand. Men DHGs to gange 'The Double' er en flot præstation, og holdet har uden tvivl været sæsonens bedste. Og en ting er sikkert, kvindedominansen i dansk volley er rykket til Odense.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her