Aab-AGF: 5-1 var billigt sluppet

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Der var mere end klasseforskel, da AaB med 5-1 over AGF fik forårets første sejr i Superligaen, og havde AaB forstået at snøre sækken til lidt tidligere i kampen, var AGF blevet sendt med et meget større nederlag. AGF-spillerne havde i dagene op til kunnet læse om, at nu var der igen problemer med økonomien, og klubben var endnu engang blevet reddet i sidste øjeblik. Nedturen blev total for AGF, da Lennart Bak 12 minutter før tid scorede til 5-0 mod sine tidligere klubkammerater, som han forlod for et par måneder siden. Danmarks næststørste bys fodboldstolthed var ikke i mange, mange år, blevet ydmyget så meget som denne råkolde forårsdag på Aalborg Stadion mod arvefjenderne fra AaB. »Vi blev i anden halvleg udspillet på kryds og tværs. Jeg må erkende at det ikke var godt, og at vi ikke spillede godt. Vi ved, at vi kan spille bedre, og det er kun at glemme kampen mod AaB hurtig, for det var ikke nogen god dag for os«, sagde AGF-anfører Anders Bjerre. Hjemmeholdet forstod at udnytte, at AGFs to svageste spillere er de to nyindkøbte backer Jens Overgaard og Baris Ozcan. Specielt Jens Overgaard havde det svært over for Allan K. Jepsen og Mads Bro Hansen i AaBs venstreside. Det var talrige gange, han blev overløbet af de to, og de mange indlæg fra fløjene gav hele kampen store problemer foran Erik Boyes mål. Strandlis første mål AaB blev sat i gang af Erik Boyes eneste fejl i kampen. Efter 16 minutter fik han ikke fat i et frispark fra Henrik Rasmussen. Ikke et frispark lige uden for straffesparksfeltet, som han så mange gange har scoret på, men fra 45 meter ude ved den ene sidelinie. Erik Boye blev måske generet af, at Mads Bro Hansen forsøgte at komme op til bolden, men det undskylder ikke, at sådan et frispark går ind. To minutter senere blev det 2-0. Anders Oper sendte bolden ind fra højre side. Midt foran mål fik Frank Strandli skubbet bolden hen mod Mads Bro Hansen, der ikke ramte bolden, men fikserede de tøvende AGF-spillere, så bolden passerede ind i mål til Strandlis første Superligamål i to år. To minutter ind i anden halvleg blev det 3-0 til AaB. Et hjørnespark fra Allan K. Jepsen fik AGF-forsvaret ikke sparket ordentlig væk. I stedet havnede bolden hos en anden tidligere AGF-spiller, Allan K. Jepsen, der kom løbende og fra 20 meter helflugtede den op i målhjørnet til hans første mål efter skiftet fra Heerenveen i efteråret. Mads Bro Hansen fortsatte med at lyse op på AaBs hold, og han kan meget let blive forårets bedste køb i Superligaen, efter at AaB har hentet ham i HFK Sønderjylland. Han var også arkitekten til 4-0, da han sendte bolden ind fra venstre side og midt for mål headede en udækket Frank Strandli i mål til 4-0. Lennart Bak scorede til 5-0 efter et hjørnespark, hvor AGF ikke fik bolden væk i et større klumpspil. I det sidste minut reducerede Bo Nielsen til 5-1, da han headede ind bag Jimmy Nielsen. »AaB er i toptre« »AaB er det bedste hold, jeg har set i Superligaen i foråret. Jeg fatter ikke, de ikke er med i toptre. På sådan en dag er der grund til at glæde sig over, at de andre resultater flaskede sig for os«, sagde AGFs træner, John Stampe. »Det er ikke AaB, vi skal hænge vores hat på. I de næste to kampe hjemme i Aarhus skal vi have fire point mod OB og AB. Havde det været i sådanne nøglekampe vi havde spillet, som vi gjorde de sidste 35 minutter mod AaB, så havde mit humør ikke været ret godt«, smilede John Stampe. Udover at AaB fik gevinst på Aalborg Stadion med tre point, kunne nordjyderne overrække 50.000 kr. til Vejen som tak for deres uddannelse af Allan Gaarde, som AaB i efteråret solgte til Udinese for 7 mill. kr., efter at han har fået sin fodboldopdragelse i Vejen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her