Politiken mandag: På den første dag i årets fjerde måned blev OB på Odense stadion aprilsnarret noget så groft af Lyngby, som med 1-1 var snydeheldig med at sikre sig det ene point i en superligakamp i fodbold, der blev næsten totalt domineret af pågående, men håbløst ineffektive fynboer. Banen var fedtet, blød og uberegnelig, og på det underlag kunne rækkens treer, Lyngby, slet ikke få kombinationerne til at glide. OB havde anderledes kontrol over tingene, både i tempo, tacklinger og motivation, og der burde have været lagt alvorligt i kakkelovnen til gæsterne. Men nej. OB tøvede og tøvede med afslutningerne, og når de endelig kom, som i det 21. minut, præsterede Søren Andersen årets hidtil største afbrænder. Fra fem meter skovlede han en returbold, som Lyngby-målmanden Per Fahlström måtte give på Michael Hemmingsens flade og hårde frispark, over kassen. Søren Andersen skal imidlertid roses for sin aldrig svigtende fighterindstilling, og 10 minutter efter pausen fik han tilgivelse for meget ved i en luftduel at heade bolden over stregen og udligne den føring, som Andreas Havlykke havde skaffet Lyngby efter 38 minutter med et fladt skud. I den duel så Per Fahlström ikke for godt ud, men gæsternes svenske målmand, der i anden halvleg blev drillet af OB-fansene med at han 'lignede Mogens Krogh' på grund af sine skæve spark, tog revanche otte minutter før tid, da han fløj gennem luften og med en forrygende enhåndsparade afværgede Søren Bergs knaldhårde flugter. Da lignede Per Fahlström virkelig Mogens Krogh. Midt i mismodet over to tabte point kunne OB og vi andre dog glæde os over en ganske bestemt positiv ting på Odense Stadion: Den evigt uheldige tidligere landsholdsforward Per Pedersen, som fyldte 32 år i fredags, er endelig, endelig tilbage i dansk topfodbold. Længe ventet For første gang siden han i august 1999 kun var på banen i 12 sekunder inden en ny skade meldte sig, stillede Per Pedersen op fra start - og denne gang spillede han samtlige 90 minutter. Smertefrit. »Men lige mod slutningen, da jeg tog en tur på tværs over banen ned i vort eget forsvar, havde jeg ærlig talt også lyst til at banke bolden ud på parkeringspladsen, så træt var jeg«, fastslog Per Pedersen bagefter med et smil. Han opererede lidt tilbagetrukket i OBs venstre side, og det lignede i 1. halvleg en fejlplacering. Men efter pausen kom Per Pedersen mere frem på kanten, og så markerede den elegante tekniker sig med det ene flotte indlæg efter det andet, bl.a. det der førte til udligningen. »Jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har spillet en hel kamp, og jeg skulle lige bruge en halvleg på at finde mig til rette. Derefter gik det udmærket, også fordi vi i dag spillede en tand mere offensivt end tidligere. Men banen ødelagde desværre meget. Det var jo et rent månelandskab at være i«, funderede Per Pedersen. Ny forsvarsduo Medens OB altså kunne glæde sig over Per Pedersens tilbagekomst og såmænd også over en god indsats af Lars Jacobsen, der afløste en skadet Jann Jensen i et perfekt midtforsvarssamarbejde med Michael Hemmingsen, samt en udmærket præstation af Andrew Tembo på uvant plads som højre back, var glæderne til at overse hos Lyngby. »Joe, det ene point. For vi kunne jo slet ikke ramme hinanden og taber alle nærkampene. Det var ren overlevelse, ikke andet, på en dag hvor otte ud af mine 11 spillere var dårligere, end de plejer, og hvor jeg manglede variationsmuligheder på bænken, bl.a. fordi Tobias Grahn blev syg lørdag og ikke kunne være med«, kommenterede Lyngbys cheftræner Poul Hansen stilfærdigt. Plusserne hos Lyngby var få, men de var der trods alt. Ikke mindst hos holdets sydafrikaner Frank Schoeman, der nu endelig har fundet sig til rette i midterforsvaret og spiller med stort overblik og sikre indgreb. På midten var nordmanden Lars Bohinen derimod en fæl skuffelse. Rent konstruktivt blev han i Odense klart overgået af en anden Lars med efternavnet Larsen.