Nedved: En ukuelig fighter

Lyt til artiklen

Han gjorde det igen, da han efter 11 minutters spil lavede kampens enlige mål i Tjekkiets 1-0 sejr over Nordirland. Superstjernen på det tjekkiske fodboldlandshold, som Danmark på onsdag møder i Prag, er den 28-årige Pavel Nedved, og han har en fantastisk evne til at lave de vigtige mål. Sejrsmålet mod Nordirland bragte Tjekkiet i spidsen for VM-kvalifikationsgruppe 3, to point foran Danmark på andenpladsen. EM i England Inden EM-slutrunden i England i 1996 var Nedved en relativt ukendt stjerne hos Sparta Prag. Men da han scorede sit første landskampsmål, ved i fri position at kæle bolden forbi Italiens målmand Angelo Peruzzi med ydersiden, begyndte europæiske storklubber at få øjnene op for den gudsbenåede fighter og boldspiller. Tjekkiet spillede sig senere i EM-finalen, som de tabte til Tyskland efter Oliver Bierhoffs golden goal. Og Nedved spillede sig til en kontrakt med italienske Lazio. Kæmper for sejren I maj 1999 scorede han endnu et af sine vigtige mål, da han ni minutter før tid, i fodboldhistoriens sidste Europa Cup-finale for pokalvindere, lavede sejrsmålet i Lazios 2-1-sejr over Real Mallorca. På daværende tidspunkt var Nedved småskadet, men han kæmpede ufortrødent videre. Og det er et andet af den elegante venstrekantsspillers varemærker. Hvem husker ikke sidste sommers EM-slutrunde i Holland og Belgien, hvor Tjekkiet i deres første kamp var oppe imod hjemmebanefavoritterne fra Holland. Tidligt i kampen stødte Nedved sammen med hollændernes Philip Cocu og slog armen meget slemt. Men med tydelige smerter fortsatte Nedved sin leg med Edgar Davids, og det hovedstød han sendte på indersiden af stolpen, hvorefter bolden nærmest trillede på stregen hen til en chanceløs Edwin van der Sar i hollændernes mål, vil nok blive husket længe. Især fordi Holland få minutter før tid scorede på et tvivlsomt straffe og aldeles ufortjent vandt 1-0. Omdrejningspunkt på landsholdet Han debuterede på Tjekkiets landshold i 1994 mod Irland, men blev først fast mand i forberedelserne til EM i 1996. Hans evne til at lave vigtige mål og hans nærmest umenneskelige fightervilje gjorde dog hurtigt Nedved til stjernen på det tjekkiske hold, som Danmark meget gerne skal have point mod på onsdag på Nedveds gamle hjemmebane i Prag. Nedved er omdrejningspunktet på det tjekkiske landshold, og i lørdagens sejr over Nordirland var han et af de få lyspunkter på et anonymt hold. Hver gang der skulle sættes gang i et kvalificeret modangreb, skulle bolden igennem venstrekantsspilleren, der med sine operationer i udkanten af midtbanen var ophavsmand til størstedelen af de tjekksike målchancer. Det vil han uden tvivl også være mod Danmark, og der venter hårdt arbejde til Thomas Helveg, som også flere gange har spillet over for Lazio-stjernen i sin Milan-trøje. Nu sker det i den danske landsholdstrøje, og forhåbentlig bliver Nedved for en gangs skyld den lille.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her