Håndbold: Rikke Skov ramt af alvorlig knæskade

Lyt til artiklen

Viborgs og landsholdets venstre back 20-årige Rikke Skov er ude af spillet i de næste mange måneder. Tirsdag fik hun den nedslående meddelelse, som de fleste kvindelige håndboldspillere frygter, nemlig at korsbåndet i knæet er revet over efter et uheld i mandagens landskamp mod Ungarn. Ud over at Rikke Skov ikke kan være med på det danske landshold i de to VM-kvalifikationskampe mod Tjekkiet i maj, betyder det også, at Viborg må undvære endnu en stamspiller i resten af sæsonens krævende program. Onsdag aften møder Viborg således ligaens andet tophold GOG, mens der lørdag venter en semifinale i Champions League mod ungarske Herz Budapest. »Det er utroligt ærgerligt, og ikke lige hvad vi havde brug for på nuværende tidspunkt. Nu har vi 11 spillere at råde over, så vi kan ikke engang stille fuldt hold«, lød det tirsdag eftermiddag fra Viborg-træner Ulrik Wilbek, efter at han netop havde modtaget den nedslående meddelelse om Rikke Skovs uheld. Bad om få skånet spillere Viborg-træneren havde netop bedt landstræner Jan Pytlick om at få skånet Viborg-spillerne i weekendens turnering i Neubrandenburg, hvor de derfor kun spillede en kamp, mens de til gengæld var med mandag mod Ungarn. Her stillede ungarerne til gengæld op uden spillerne fra Herz Budapest, som Viborg møder på lørdag. »Det er selvfølgelig tilfældigt med Rikke. Hun kunne ligeså godt være blevet skadet til træning i Viborg som i landskampen, og jeg mener ikke, det er fordi, hun har været gennem et for hårdt program. Hun spillede jo ikke så meget i de fire landskampe, men man føler sig lidt magtesløs, for alle fire skader er sket uden for Viborg-regi. Men jeg kan da godt ærgre mig lidt over, at Ungarn stillede op uden spillerne fra Budapest«, understreger Ulrik Wilbek, som nu kun har Katrine Fruelund til at spille vestre back i resten af sæsonen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her