Politiken torsdag: Fire dage efter 5-0-målfesten i varmen på Malta blev de danske VM- spillere i fodbold kølet ned i vinterkulden i Prag i forberedelserne til nøglekampen mod Tjekkiet. Men da der blev fløjtet op på Sparta Prags stadion var de veloplagte, tændte og brændte efter at fortsætte serien af gode resultater, og med 0-0 fik danskerne en pæn point-belønning, der holder liv i håbet om slutrundedeltagelse næste år. Hvis Jon Dahl Tomasson havde været bare en lille smule skarp i afslutningerne, kunne han være blevet Danmarks matchvinder i en medrivende og underholdende kamp, hvor uafgjort var et passende resultat. Tomasson var den store synder på en aften, da Thomas Sørensen med spil af Schmeichelske dimensioner hindrede, at Tjekkiet fik et føringsmål, som kunne have ført til et dansk nederlag. I den forventede startopstilling med Jon Dahl Tomasson på Martin Jørgensens plads startede danskerne stærkt mod hjemmeholdet, der havde stjernen Pavel Nedved helt ude i venstre side på midtbanen, og Ebbe Sands holdkammerat fra Schalke 04, Jiri Nemec som venstre back. Offensive danskere Danskerne var aggressive, tæt på modstanderne og hurtige i nærkampene og taktisk perfekt indstillet. Den bageste firebackkæde rykkede højt op, så banen blev gjort kort, og tjekkerne fik meget lidt plads at spille på. Og danskerne var gode til hurtigt at komme af sted fremad, når bolden var erobret. Imidlertid var Jesper Grønkjær på venstrekanten heller ikke denne gang oppe på det niveau, man ved, han har. Hans driblinger lykkedes ikke, og man savnede hans ryk og gennembrud til baglinien. Og Jon Dahl Tomasson oplevede en sort, sort aften. På Thomas Gravesens brillante stikning i dybden fik Feyenoord-spilleren frit løb mod mål, men han tøvede, blev usikker på, hvad han skulle gøre, og derfor forsvandt denne 100 procent-chance i hænderne på målmand Srnicek. Senere i første halvleg fik Tomasson tæt under mål et fint indlæg fra Rommedahl, men igen var han ukoncentreret og fik ikke fyret løs. Det var en god, afvekslende match mellem to stærke mandskaber med tempo, nerve og godt spil fra begge sider. Tjekkerne havde også deres chancer, og Thomas Sørensen viste storspil. Han havde fornemme redninger på skud fra Pavel Nedved og Vladimir Smicer, og han virkede sikker og optrådte med enorm autoritet. Smicer fik endnu en stor mulighed - og sparkede over i helt fri position. Thomas Gravesen udstrålede på midtbanen lederkvaliteter og var en god fordeler af boldene, og han havde blik for de åbnende pasninger. Stig Tøfting sled og slæbte og hjalp Thomas Helveg med at dæmme op for Pavel Nedved, og nede bag ved leverede unge, luftstærke Martin Laursen konsekvent og meget solidt opdækningsarbejde over for den store Jan Koller. Laursen var ikke så sikker i pasningsspillet, men han løste sin opgave værdig godt. Farlige indlæg Jan Heintze lukkede effektivt af i venstresiden, Thomas Helveg var hurtig og god til at spille bolden fremad og selv rykke med frem, og René Henriksen spillede med vanlig ro og omtanke, men han lavede nogle store sjuskefejl, der gav tjekkerne bolden. Oppe foran var fighterivrige Ebbe Sand dygtig til at gå med tilbage og være med i kombinationerne, og han fik fyret kanonen af et par gange. Dennis Rommedahl blev ikke spillet så meget på den måde, som han helst vil have bolden, i dybden, men han havde nogle farlige indlæg. Martin Jørgensen kom, helt logisk, ind i stedet for Jesper Grønkjær fra starten af anden halvleg, som startede med, at den engelske dommer overså, at Stig Tøfting brugte hånden inde i feltet. Tjekkerne protestere, forståeligt, vildt og ville have straffespark. Kort efter kreerede Ebbe Sand og Martrin Jørgensen endnu en kæmpemulighed til Jon Dahl Tomasson, som igen kom alene med den tjekkiske keeper. Tomasson valgte at fyre løs med det samme og sparkede over mål. I anden halvleg hang det danske spil i en periode ikke så godt sammen som før pausen. Der var mange boldtab, og tjekkerne fik mere plads til at kombinere og komme på skudhold. Men i det danske mål var Thomas Sørensen altså suveræn, og da Karel Poborsky på kanten af offside fik en superchance, var heldet med danskerne. Poborsky sendte bolden i sidenettet. Thomas Sørensen redninger på forsøgene fra Smicer og Pavel Nedved inden for samme minut var i verdensklasse. Det var godt at se nye landsholdsspillere som Thomas Sørensen og Martin Laursen spille så fornuftigt og upåvirket af kampens store betydning, og det var underligt, at Jon Dahl Tomasson, der tydeligt var påvirket af sine enorme afbrændere, fik lov at blive på banen så længe. Claus Jensen blev sendt ind og var, som sædvanlig, et frisk pust på det danske hold, der sluttede stærkt. Claus Jensen var tæt ved at score med et lumsk skud, og et dansk mål ville have været en fantastisk afslutning på et opgør, hvor danskerne igen viste sig som et hold, der i alle kampe spiller frisk til og skaber mange chancer. Morten Olsen og hans assistent Michael Laudrup har gjort et fremragende arbejde med holdet, der på grund af karantæne må undvære Thomas Gravesen mod Tjekkiet i Parken 2. juni.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























