Ishockey: Forventet sejr til Herning

Lyt til artiklen

Hernings guldfavoritter levede op til forventningerne og tog første stik i finalekampen om årets danske ishockey-mesterskab, da de hjemme i et stemningsfyldt Herning Isstadion torsdag besejrede play-off-eksperterne fra Rødovre med 4-1, efter periodecifrene 3-0, 0-1 og 1-0. Kampen viste med al tydelighed, at Herning har haft en uges pause op til kampen, mens Rødovre har været ude i fem hårde semifinalekampe mod Rungsted, kulminerende med den afgørende sejr i tirsdags efter forlængelse og straffeslag. Gæsterne virkede trætte. Samtidig måtte københavnerne undvære helten fra semifinalerne, idet den finske målvogter Kimmo Kytölaakso havde lagt sig med influenza. Men mesterskabet er langtfra afgjort, for Rødovre viste i glimt, at de sagtens kan følge med favoritterne fra den jyske hede. Og i særdeleshed viste de endnu engang, at de har en gudsbenået fightervilje og en stor mental styrke. Men ellers blev årets første finalekamp en lidt tam affære, hvor første periode blev en opvisning i, hvordan man skal udnytte et power-play. De blå-gule spillere fra Herning virkede mest tændte, og uden og fornærme nogen i Rødovre-lejren, kan man godt påstå, at de ikke havde et ærligt skud på Kim Fonnesbechs mål i første periode. Derimod havde reserve-målmand Michael Senderovitz i den anden ende af banen masser at lave, desværre var alt hvad han lavede ikke lige heldigt. Skudstastistikken på 17-4 fortæller alt om spillets fordeling. I kampens første ti minutter var det tydeligt, at de to hold lige skulle løbe skøjterne varme. Og derefter satte hjemmeholdet sig fuldstændigt på kampen, men blev dog først sat rigtigt igang, da Senderovitz overså pucken. Herning havde efter et længerevarende pres fået spillet tættere og tættere på Rødovres mål, at det mindede om en overtalssituation. Og pludselig brød jublen løs i det propfyldte isstadion, efter noget der mest lignede en aflevering ind foran mål fra Teppo Kiveläs stav. 1-0 til guldfavoritterne efter en gevaldig fejl af Rødovre-målmanden. Det fik for alvor tempoet op på Hernings spil. Efter små 13 minutter blev Rødovres Mikael Wiklander sendt til to minutters afkøling efter en hooking. Herning var gode til at få etableret deres power-play, og de fire sjællandere måtte kæmpe bravt. Men halvvejs inde i udvisningen måtte gæsterne bøje sig. Hernings landsholdsspiller Dan Jensen sendte pucken over til Claus Mortensen, som med et kraftigt slagskud sendte den lille sorte ind bag Senderovitz. Og bare fem et halvt minut senere gentog hele sceneriet sig. Guldfavoritterne havde igen fået etableret et effektivt power-play. Dan Jensen havde igen næstsidste stav på pucken, og pucken lå i nettet til Herning-føring 3-0. Målscoreren var denne gang Frans Nielsen. Anden periode blev et bevis på Rødovres vilje og mental styrke. Olaf Eller, træner hos Rødovre, slog i optakten til årets finaleserie på, at hans tropper vil kunne blive danske mestre på deres store mentale styrke. Og man så prøver på det i kampens miderste tredjedel. Måske følte Herning sig allerede sikre på sejren, de blå-gule virkede ihvertfald ikke rigtigt klar efter pausen. Gæsterne lagde derimod friskt ud og viste, uden at spille flot ishockey, at de sagtens kan følge med jyderne. Og efter bare tre minutters spil af perioden var det den tidligere Esbjerg-spiller Jannik Sønderby, der efter en flot solo-præstation, bragte spændingen tilbage i første finalekamp med sin reducering til 1-3. Resten af en lidt kedelig periode var det Herning, der viste, at de nok var aftenens bedste ishockeyhold, mens Rødovre viste, at de om ikke andet så kan fighte og kæmpe det hvide ud af øjnene. Tre gange var hjemmeholdet i overtal og hver gang var de gode til at etablere deres frygtede power-play. Det blev også til flere gode forsøg mod gæsternes mål, blandt andet fra Martin Pyndt og finnerne Teppo Kivelä og Mikko Suvanto, men den vikarierende målmand, Michael Senderovitz lod sig ikke passere. Tredje periode blev tyve triste minutter. Herning må have lært af anden periode, for de kom som skudt ud fra omklædningsrummet. Indenfor de første fire minutter havde hjemmeholdet således haft tre kvalificerede afslutninger mod Rødovre-målet, dog uden den fornødne klasse og held. Klassen viste Todd Bjorkstrand til gengæld 5,48 minutter inde i sidste periode. Efter et hurtigt byt var han pludselig i fuldt løb ned mod Senderovitz, og efter elegant samspil med Lasse Degn bragte han sig alene med Rødovre-målmanden, som på formidabel vis blev passeret. Scoringen til 4-1 afgjorde reelt kampen. Til stor glæde for størstedelen af de 3117 tilskuere. Det eneste der skete videre i kampen, var en masse bataljer mellem de to holds spillere. Rødovre virkede tydeligt frustrede, og hjemmeholdet lod sig lidt uforståeligt rive med. Spillerne var dog fornuftige nok til på sædvanlig vis at takke hianden for kampen, og ishockeyfans kan nu bare se frem til næste finalekamp på søndag i Rødovre. Der kommer helt sikkert tryk på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her