Golf: Surt for Bjørn

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Den ene dag triumfator i Dubai efter at have besejret verdens bedste, Tiger Woods, den næste dag ude i kulissen i Florida, milevidt fra at klare cuttet og komme med i fordelingen af en samlet præmiesum på 50 millioner kroner, hvoraf vinderen får de otte. Sådan kan livet forme sig for en professionel golfspiller, uanset rang og berømmelse, og lige nøjagtig sådan har det formet sig de seneste 14 dage for Danmarks bedste med køllerne, Thomas Bjørn, der i torsdags indledte sin USA-turne med en mislykket debut i det stjernebesatte Players Championship, turneringen der er blevet kaldt for den femte Major. 76 slag, fire over par, i første runde på Sawgrass-banen var ikke godt, men dog til at leve med. Men de efterfølgende 79 slag fredag slog derimod bunden ud af forventningerne hos danskeren. Syv bogeys Man skal heldigvis lede længe for at finde et Thomas Bjørn-scorekort, der indeholder ikke færre end syv bogeys og to dobbelte bogeys. Især 5., 11., 14. og 18. hul havde danskeren det svært med. Her var han i løbet af de to dage i alt 12 slag over par, og så hjalp det mindre, at Bjørn fra første til anden runde fordoblede sit antal af birdies fra to til fire. Med en samlet score på 155 slag, 11 over par, havnede Thomas Bjørn på en delt 128.-plads blandt de 141 tilbageværende, og han var milevidt fra cuttet som blev på 147 slag, tre over par. Så er det kun en lille trøst, at danskeren delte skæbne med notabiliteter som Ernie Els, Jesper Parnevik, Greg Norman og Lee Westwood. Sidstnævnte, som på 18. hul fredag sluttede af med en firedobbelt bogey, rasede i øvrigt mod arrangørerne, fordi det ikke blev tilladt spillerne at lægge bolden op på fairway, skønt disse ellers var ekstremt bløde. Før lørdagens tredje runde, afviklet efter redaktionens slutning, var den 34- årige forholdsvis ukendte amerikaner Jerry Kelly i front med 135 slag, seks under par. »Jeg bliver så nervøs, at jeg spytter uld«, svarede Kelly, da man bad manden der endnu aldrig har vundet en turnering, vurdere mulighederne for at beholde førstepladsen i fortsættelsen. Bagfra lurer der da også store farer, først og fremmest i skikkelse af Vijay Singh, Fijiøerne på en delt tredjeplads med 137 slag og Tiger Woods på en delt ottendeplads med 141 slag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her