Fodbold: Laudrup-firma møder skepsis

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Michaels Laudrups nuværende arbejdsgiver, DBU, er ikke umiddelbart vild med ideen om, at han sammen med sin bror skal ind i rådgivningsbranchen. Grænsen til agent- virksomhed er for uklar, hedder det. Det vækker ikke udelt begejstring i Dansk Boldspil-Union, at brødrene Laudrup i øjeblikket undersøger mulighederne for at skabe deres egen rådgivningsvirksomhed for fodboldspillere. Som omtalt i Politiken mandag har gentagne henvendelser fra spillere, der søger råd hos enten Michael eller Brian, fået brødrene til at lancerer idéen om at sætte rådgivningen bedre i system, men et sådant firma vil kunne kollidere med Michael Laudrups arbejde som assisterende træner for landsholdet. Nervøse i DBU Hos arbejdsgiveren DBU er man i hvert fald som udgangspunkt skeptiske. »Det er svært for mig at have en holdning, inden jeg selv har talt med Michael, men principielt vil det være et problem, hvis de begynder at arbejde som et formelt firma. Det vil være for svært at skelne mellem rådgivning og egentlig agentvirksomhed«, siger generalsekretær Jim Stjerne Hansen. De internationale fodboldorganisationers regler om agenter foreskriver da også, at man ikke kan være både agent og træner på samme tid, men Michael Laudrup understreger kraftigt, at der kun vil være tale om rådgivning. Opsøgende agentarbejde er udelukket, men det er ikke nødvendigvis nok til at tilfredsstille DBU. »Almindelig rådgivning er ikke noget problem. Det giver alle vores trænere i et eller andet omfang. Spørgsmålet er, hvor grænsen går, og jeg synes, det er vigtigt, der bliver trukket en grænse, men nu vil jeg først tage en snak med Michael«, lyder meldingen fra Jim Stjerne Hansen. I Spillerforeningen, der selv tilbyder rådgivning i forbindelse med kontraktforhandlinger, har man til gengæld ikke noget imod at få det kendte brødrepar mere officielt ind på »markedet«. »Det vigtige i kontraktforhandlinger er, at spilleren selv vælger nogle rådgivere, som han stoler på. Vi har tilbud til alle typer rådgivning for spillere på ethvert niveau, men hvis nogen vil bruge Michael og Brian, skal de absolut have lov til det«, siger direktør Mads Øland. Michael Laudrup vurderer selv, at det nye firma - hvis det bliver en realitet - kan se dagens lys allerede om en måned eller to.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her