Landis kan træde ind blandt legenderne

Floyd Landis kan træde ind blandt tourens legender i eftermiddag. - Foto: AP
Floyd Landis kan træde ind blandt tourens legender i eftermiddag. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Hvis Floyd Landis i eftermiddag lever op til forventningerne og vender tilbage til Tour de France-tronen, når den 57 km lange enkeltstart fra Le Creusot til Montceau les Mines er tilendebragt, bliver han blot den tredje rytter i historien, der vinder verdens skrappeste cykeludfordring efter at have tilbageerobret den gule førertrøje to gange. Hans amerikanske landsmand Greg Lemond præsterede det i 1989 og - selvfølgelig, fristes man næsten til at sige - gjorde legendariske Eddy Merckx det ligeledes. Endda tre gange - i 1971, 1972 og 1974. Et halvt minut til toppen Phonak-kaptajnen mistede som bekendt førstepladsen mere eller mindre frivilligt efter det lange udbrud til Carcassonne forrige lørdag, som pludselig bragte spanieren Oscar Pereiro (Caisse d'Epargne) helt frem i forreste række. Efter planmæssigt at have genvundet den på l'Alpe d'Huez sagde han farvel til den under væsentligt mere dramatiske omstændigheder på klatreturen op til La Toussuire for så dagen efter atter at bringe sig ind i billedet med sit storslåede soloridt til Morzine. Endnu mangler amerikaneren dog 30 sekunder, før det kan fastslås, at han efter sin turbulente Tour-optræden efterfølger sin tidligere chef Lance Armstrong i løbets kongerække. 57 kilometers sejpineri Det er nok lige lovligt flot at kalde det en formssag, at Landis overvinder dette handikap i eftermiddag, med tanke på hvilken udmarvende opgave det er, der forestår. 57 kilometers sejpineri i kvælende hede skal Landis igennem, før det kan fastslås, om han har indfriet forudsigelserne. Og med på det forbløffende hændelsesforløb, der hidtil er stillet til skue i den 93. udgave af Tour de France, er det dristigt at kaste sig ud i for skråsikre vurderinger. Sastre ligger til andenpladsen Men amerikanerens enkeltstartskvaliteter er så klart bedre end både Oscar Pereiros og Carlos Sastre, der ligger henholdsvis 30 og 18 sek. foran ham, at han burde stryge overbevisende forbi dem i klassementet og derefter nyde morgendagens paradefærd til Paris. Den indbyrdes spanske duel har en favorit i CSC's Sastre, der sædvanligvis er en stærkere temporytter end landsmanden, som stiller op i den gule trøje. Lurende tysker Men at podiehyldesten i morgen bliver en ren amerikansk-spansk seance, kan dog ikke tages for givet, for i kulissen lurer tyskeren Andreas Klöden (T-Mobile). Han er 2.29 min. efter Pereiro og 2.17 efter Sastre, og for to år siden besejrede han begge med større margin i den afsluttende Tour-enkeltstart. Spænding i ungdomskonkurrencen Mens den prikkede førertrøje sidder sikkert på Michael Rasmussen (Rabobank) og den grønne på Robbie McEwen (Davitamon-Lotto), er den hvide i ungdomskonkurrencen ligesom den gule endnu i spil. Den tidligere Giro d'Italia-vinder Damiano Cunego (Lampre) overtog førstepladsen i kappestriden for ryttere, der ikke er født tidligere end 1981, fra tyskeren Marcus Fothen (Gerolsteiner) efter etapen til Morzine, men der er al mulig udsigt til, at de to bytter plads igen i dag. Kun fem sekunder skiller dem - tredjemanden Matthieu Sprick er over en time bagude - og Fothen, tidligere U 23 verdensmester i enkeltstart, er klart stærker end sin væsentligt mere berømte rival i den disciplin, der nu står på programmet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her