Laudrup-brødrene bliver rådgivere

Lyt til artiklen

Politiken mandag: I kraft af den erfaring, de to tidligere landsholdsspillere Michael og Brian Laudrup har opnået gennem et langt liv i professionel fodbold, får brødreparret jævnligt henvendelser fra spillere, der ønsker gode råd i en forhandlingssituation - samt fra klubber, der ikke er vant til at købe og sælge spillere. Derfor overvejer brødreparret sammen med andre erfarne personer i fodboldmiljøet at forvandle dette 'fritidsarbejde' til en art professionel rådgivnings-virksomhed. Michael Laudrup - der er assisterende landstræner, og som i denne egenskab mødes med den danske VM-trup og cheftræner Morten Olsen i dag forud for de kommende kampe mod Malta og Tjekkiet - understreger overfor Politiken, at der ikke er tale om, at han og Brian Laudrup skal være spilleragenter. Ikke opsøgende »Hvis vore planer bliver til noget, hvilket jeg vil tro, at der er 50 procents chance for, så bliver der kun tale om ren rådgivning. Forstået på den måde, at vi først kommer ind i billedet, når en spiller befinder sig i en forhandlingssituation. Vi skal på ingen måde være opsøgende, hverken i forhold til spiller eller klub - vi skal med andre ord ikke have spillere på kontrakt eller 'i stald'. Sådan noget er agentarbejde, og det er ikke os«, siger Michael Laudrup. »Både min bror og jeg har gennem årene repræsenteret så mange forskellige klubber og været gennem så mange forhandlinger, at vi kender alle de vanskeligheder, man kan komme ud for. Den erfaring vil vi - hvis vi altså laver denne rådgivning - gerne give videre til andre spillere. Mange tror jo fejlagtigt, at det er tallet på kontraktens bundlinje, der er vigtigst. Vi kan så fortælle dem om en række punkter, der er mindst lige så vigtige i en kontrakt, nemlig ting som fri bolig, børnenes skole, pensionsforhold og forsikringer. Alt sammen noget, der har indflydelse på udbyttet af den kontrakt, man får tilbudt«. Lyst til grundigt arbejde Michael Laudrup siger, at når han og Brian Laudrup overvejer at blive professionelle rådgivere, så skyldes det, at det er noget, de har mere end almindelig forstand på - og at der er forskel på at gøre det i en hurtig telefonsamtale og så gøre det dybt og grundigt. Og det er det sidste, de har lyst til. Har du orienteret DBU og Morten Olsen om dine planer? »Nej, for endnu er det jo kun en overvejelse. I øvrigt er jeg ikke forpligtet til at underrette DBU, men da der er tale om et job indenfor fodboldbranchen, så vil jeg naturligvis gøre det. Hvis det altså bliver til noget«. Kan du ikke frygte, at du kan komme i klemme mellem dit arbejde i DBU og jobbet som rådgiver? »Slet ikke. Jeg skal netop ikke være agent - jeg skal ikke sælge spillere. Jeg skal kun være behjælpelig med råd til de spillere, der ønsker det. Ganske som jeg gør det i dag, når en spiller ringer til mig. Nu skal det blot være på en mere professionel måde«. Du kan ikke se nogle grænsetilfælde, hvor det vil være angribeligt, at du som DBU-mand hjælper en spiller? »Det har jeg svært ved. For hvad er et grænsetilfælde? Er det eksempelvis at hjælpe Martin Jørgensen, hvis han befinder sig i en forhandlingssituation med Real Madrid - blot fordi, jeg selv tidligere har spillet i Real Madrid? Jamen, jeg kan ikke se, at jeg skal sige nej til at hjælpe Martin, hvis han beder om det. Fordi han har tillid til min rådgivning«. Afviser dobbeltrolleHvad vil du gøre, hvis du bliver stillet overfor valget mellem landstrænerjobbet og rådgivningsarbejdet? »Det bliver aldrig aktuelt. For jeg kommer ikke til at befinde mig i nogen dobbeltrolle, idet hverken Brian eller jeg skal lave opsøgende arbejde. Gennem hele min karriere har jeg sat etik og moral meget højt, og det vil jeg også gøre i dette mulige job«, siger Michael Laudrup. Hvornår får vi Laudrup-brødrene at se som officielle rådgivere i professionel fodbold? »Hvis alting falder på plads, kan det ske forholdsvis hurtigt, om en måned eller to. Men lad os nu se - foreløbig er der tale om overvejelser«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her