Håndbold: Viborg ydmygede FIF

Lyt til artiklen

Viborg overtog igen førstepladsen i kvindernes håndboldliga med en overlegen sejr på 36-26 over FIF efter 14-13 ved pausen onsdag aften i Frederiksberghallen. Viborg fører nu rækken med et enkelt point foran GOG, mens FIF fortsat ligger på syvendepladsen med 16 point og 3 point op til en slutspilsplads. Ovenpå en lidt skrantende start af Viborg fik holdet efter pausen vist sin klasse og udspillede totalt holdet fra Frederiksberg foran de 1450 tilskuere. Viborg-spillerne virkede en smule matte i kampens indledning formentlig mærket af det hårde program med kampe i Champions League. Senest i lørdags, hvor holdet på flot vis fik kæmpet sig til en semifinaleplads med en storsejr over Valencia. Flere gange smed Viborgs spillere bolden væk i angrebsspillet, så den let kunne opsnappes af det offensive FIF-forsvar, hvilket efterfølgende resulterede i et par gode kontramål. Det var med til at give hjemmeholdet en god start og overraskende føring på 5-2 efter 10 minutter. Desuden kunne FIF takke målvogter Marie Møller for nogle flotte redninger halvlegen igennem. Solo-præstationer Det var ikke det blomstrende angrebsspil, publikum blev vidne til, men gode enkeltpræstationer af bl.a FIFs Mette Vestergaard, som scorede fire gange, og i den anden ende ligeledes fire mål fra Katrine Fruelund. Hen imod pausen gav Viborg lidt igen og fik udlignet til 9-9 efter 20 minutter og bragte sig endda foran med 12-10. Tre FIF-mål i træk gav hjemmeholdet lidt selvtillid til pausen, hvor FIFerne dog stadig haltede et enkelt mål efter ved stillingen 13-14. Katrine Fruelund har netop meldt afbud til den kommende uges træningssamling med landsholdet på grund af en skulderskade. Men skudarmen voldte hende ingen problemer i starten af anden halvleg, hvor hun med to scoringer var med til at føre Viborg på rette spor. Efter fire Viborg-mål i træk kom jyderne foran med 19-15, hvilket lagde grunden til resten af kampen, som udviklede sig til det rene legestue for Viborgs vedkommende. Da FIF efter 10 minutter bad om en time out, blev der således grinet og pjattet i Viborgs lejr. Seks mål i træk Og moralen var da også helt i bund hos FIFs spillere, der vanen tro havde svært ved at tro på tingene, når de blev ramt af modgang. Viborg fik let spil og øgede i hastigt tempo føringen midt i halvlegen. Med 6 scoringer i træk lød føringen på hele 27-17 efter et kvarter. Især var det Heidi Astrup og Maja Høyer-Nielsen, som fik markeret sig med hurtige kontraløb og var med til at sikre topholdet endnu en flot sejr og to point. Heidi Astrup fik således scoret hele 7 gange i anden halvleg, mens Maja Høyer-Nielsen nettede 5 gange.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her