Tennis: Tysker med ved DM

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Når årets danske indendørs mesterskaber i tennis for hovedturneringens vedkommende indledes onsdag 21. marts i Hørsholm er der en tidligere semifinalist fra den store ATP-turnering Copenhagen Open med blandt de 32 i herresingle-feltet - og det er ikke Kenneth Carlsen. Manden, som samtidig er debutant i et DM-stævne, er derimod en af Tysklands tidligere topnavne, den nu 32-årige Christian Saceanu, der er dansk gift, har været bosat i København de seneste seks år og til daglig virker som træner i Hareskov-Værløse Tennisklub. »Vores regler giver mulighed for at spillere der har været bosiddende i Danmark i mindst to år kan stille op i nationale mesterskaber, og det er den regel Christian benytter sig af«. Siger Dansk Tennis Forbunds landstræner Morten Christensen, som muligvis også kan bruge Christian Saceanu på Davis Cup-holdet. »Men så skal han nu nok tabe en 10 kilo først«, griner landstræneren. Den stærkt servende, 190 cm høje rumænsk-fødte Christian Saceanu havde som professionel sin storhedstid omkring begyndelsen af halvfemserne, hvor han nåede op som nr. 40 på verdensranglisten. På sin rekordliste har Saceanu imponerende sejre over de amerikanske superstjerner Andre Agassi (1991 i Belgien) og Pete Sampras (1989 i Australian Open). På vej mod kvartfinalen i Copenhagen Open 1991 slukkede han allerede i første runde lyset for det danske håb Michael Tauson og året efter nåede den tyske hardhitter helt frem til semifinalen. Christian Saceanu er på den danske singlerangliste lige nu nr. 14.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her