Silkeborg til tops efter jysk opgør

Lyt til artiklen

Allerede i forårets første runde fik Superligaen i fodbold nyt tophold. Silkeborg indtager nu topplaceringen, efter de lokale rivaler fra FC Midtjylland søndag blev sendt hjem fra Silkeborg Stadion med 1-3. Og da Brøndby samtidig snublede hjemme mod OB, kunne hovedparten af de 5177 midtjyske tilskuere endelig synge: 'Vi ligger nummer et'. For Silkeborg IF scorede Jacob Rasmussen, Henrik 'Tømrer' Pedersen og Godwin Attram hver en gang, mens udeholdets enlige fuldtræffer blev sat ind af Allan Bak Jensen. De tre point til Silkeborg var fuldt fortjente, selv om det sidst i kampen brændte på foran hjemmeholdets rutinerede keeper, Peter Kjær. Den 35-årige veteran viste imidlertid endnu en gang sit værd, da han ved stillingen 2-0 pillede et straffespark fra FCMs stopper, Martin Nielsen. Trimmede Silkeborg Silkeborg virkede klart bedst trimmet til sæsonstarten. Specielt den første halve time var der tungt SIF-overtag. Bolden blev holdt ved jorden, og gæsterne nåede reelt aldrig at blive målfarlige. Banen var - som det nærmest er tradition i forårets start - tung og hullet, og det satte oprykkernes begrænsede teknik i et afslørende lys. FC Midtjylland spillede for langsomt og brugte kun sjældent førstegangsafleveringer til at sætte hjemmeholdets folk af med. Særligt i første halvleg var 'Ulvene' tandløse, og FCM leverede generelt en ret skuffende indsats i forårspremieren. Oppe foran hos gæsterne lå Mogens Laursen og Allan Bak Jensen fra kampens start, og de var simeplethen for tunge, når de skulle løbe om kap med Silkeborgs velspillende centerforsvar bestående af Bora Zivkovic og Jacob Rasmussen. I anden halvleg blev Allan Bak Jensen rykket ned på midtbanen og afløst i angrebet af livlige Christian Lundberg. Gæsterne begyndte dermed pludselig at løbe for hinanden, og anden halvleg viste, at FC Midtjylland trods alt også har opdaget fænomenet fløjspil. FC Midtjylland øgede arbejdsindsatsen, og efter 2-0-målet blev SIF lidt mere forsigtige, hvilket betød pænt overtag til FCM i anden halvleg. Hos Silkeborg IF var det særligt Thomas Røll, der viste gode takter i kampens start. Hans elegante og effektive boldbehandling var en fornøjelse på forårets svære græstæppe. Til gengæld gled han lidt for meget ud af topholdets spil i perioder. Dødbolde bag scoringer De mere arbejdssomme og mindre elegante kræfter på holdet tog over, og efter roligt håndværk lignede Silkeborg pludselig et fornuftigt bud til mesterskabet. To gange dødboldsituation gav hjemmeholdet de to første scoringer. Begge gange var der frispark i banens højre side, og begge gange sejlede bolden fint forbi FCM-forsvaret på Brian Pedersens skruede indspark. Først satte Jacob Rasmussen panden på til sin første SIF-scoring, og i anden halvleg kunne Thomas Røll med en blød inderside finde 'Tømreren' i helt fri position. Og selv om Allan Bak Jensen fik pyntet på resultatet fire minutter før tid, kom FCM ikke nærmere. Tværtimod øgede Godwin Attram til slutresultatet i de døende sekunder af opgøret. FC Midtjylland møder i næste runde AB hjemme i Ikast, mens Silkeborg har en rigtig arbejdsdag foran sig. Herfølge tager imod det midtjyske tophold, når de forsvarende mestre skal forsøge at kæmpe sig op af dyndet i Superligaens bund.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her