Med numre og dæknavne har den spanske dopingring med lægen Eufemiano Fuentes i spidsen gjort alt for at sløre cykelrytternes systematiske misbrug af præstationsfremkaldende medikamenter. Men følger man numrene og dæknavnene systematisk gennem det spanske politis dokumenter, tyder meget på, at dopingskandalen er langt mere omfattende, end nogen kunne forestille sig. Politiken er i besiddelse af dokumenter fra det spanske politi, og ja, det handler om bloddoping, helt frem til begyndelsen af dette års Tour de France. Men det handler også om langt mere end bloddoping. Formidlede også epo Ifølge dokumenterne fra det spanske politi har dopingringen også formidlet epo, væksthormoner, anabole steroider og medikamenter, som er fremstillet på illegale laboratorier i Kina og solgt via hjemmesider på internettet. Umiddelbart op til årets Tour de France blev ni ryttere taget ud af løbet på grund af det spanske politis efterforskning. Et par uger tidligere var hele det spanske hold Communidad Valenciana blevet udelukket fra Touren på grund af samme undersøgelse. Blandt de mest fremtrædende ryttere, der blev bortvist i fredags, var årets to favoritter Jan Ullrich fra T-Mobile og Ivan Basso fra det danske CSC-team. Er Basso 'Birillo'? Mens fornavnet Jan står i dokumenterne, er hverken Ivan Bassos fornavn eller efternavn nævnt. Det er til gengæld 'Birillo', som menes enten at være Ivan Bassos kælenavn efter en italiensk tegneseriefigur eller navnet på Ivan Bassos hund. Antager vi, at Ivan Basso er den samme person, som går under dæknavnet 'Birillo' i den verserende dopingskandale i Spanien, har CSC's italienske cykelstjerne angiveligt modtaget en blodtransfusion så sent som 26. juni - altså bare en lille uge inden starten på årets Tour de France. CSC's ledelse ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt undersøgelsens 'Birillo' og holdets Basso er identiske. »Vi skal ikke bidrage til yderligere spekulationer i den her sag«, siger pressechef Brian Nygaard. De er altså ikke identiske? »Vi har ingen kommentarer til de her dokumenter. Det ville være helt forkert af os«. 'Birillo' på visitkort Navnet 'Birillo' optræder blandt andet på et visitkort fra restaurant Marisqueria RAFA, som politiet har konfiskeret hos Fuentes' hjælper, José Luis Merino Batres, ligesom det flere gange står opført i de kalendernotater fra Fuentes, som politiet har konfiskeret. I kalendernotaterne er 'Birillo' blevet udstyret med tallet 2. Et sindrigt og meget detaljeret system viser, at 'Birillo' flere gange i løbet af foråret har modtaget transfusioner. Det samme har en person, der kaldes 'Jan'. 'Jan' har tallet 1 i dokumenterne. Nummer 1 på visitkortet fra hjælperen José Luis Merino Batres er 'Hijo Rudicio' - Rucidios knægt eller det dæknavn, som flere medier har sat i forbindelse med tyske Jan Ullrich, der er tæt knyttet til sportsdirektøren Rudy Pevenage. Også Pevenage er suspenderet. Dokumenterne fra det spanske politi rummer udskrifter fra afhøringer af personerne omkring Fuentes' dopingring. Blandt andet kan man læse, at José Luis Merino Batres indrømmer, at han har været med til at udføre blodtransfusioner på elitesportsfolk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Trump til Kongressen: 'Fjendtligheder' mod Iran er nu afsluttet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























