Thomas Bjørn vandt i Dubai

Lyt til artiklen

For to uger siden kunne Thomas Bjørn fejre sin 30-års fødselsdag i Dubai. Søndag eftermiddag, samme solbeskinnede sted, fik den danske golfspiller en forsinket gave. Verdens bedste golfspiller Tiger Woods fik gummiarm på målstregen i Dubai Desert Classic. Og så kunne Silkeborg-drengen juble over karrierens største triumf. For ikke nok med at Thomas Bjørn triumferede med hjemmebanesejr i ørkenstaten. Han besejrede også Tiger Woods, den ellers så uovervindelige amerikanske verdensetter. Thomas Bjørn, som i de seneste fire dage har udkæmpet en tæt intens dyst med Tiger Woods på Emirates Golf Club, gik ud til den altafgørende sidste runde med et enkelt slag op til den normalt så kølige amerikaner, der stort set har ført feltet an gennem hele turneringen. Drama på 18. hul Danskeren fik udlignet Tigers føring med et flot birdieput på 17. green, og så begyndte dramaet ellers at tage fart. Scenen var 18. hul - et forholdsvis let par 5 hul - som Tiger Woods har lavet birdie på de tre første dage. Thomas Bjørn drivede sikkert af sted og landede bolden midt på fairway. Den langtslående amerikaner trak sin driver op af tasken og sendte med et vildt sving bolden ud i højre side, hvor ørkensandet tog imod. Redningsforsøget endte i roughen. Tredjeslaget blev fatalt. Den amerikanske superstar gik efter green med sit 9-jern, men nåede aldrig målet. I stedet for at sikre sig årets første sejr gik Tiger Woods sejrsdrømme sammen med bolden til bunds i den sø, der ligger foran green. Thomas Bjørn spillede sikkert ind på bagkanten af green, der var omkranset af tusindvis af tilskuere. Danskeren kunne så i ro og mag spille ind på "dansegulvet" og lave sin par med et stort grin om munden, mens Tiger Woods blev noteret for uhyggelig sjælden dobbeltbogey. »Da han sendte sit udslag til højre, tænkte jeg ikke, at den var hjemme. Med Tiger kan man forvente lidt af hvert. Men da han slog i vandet, var jeg klar over, at jeg havde vundet«, sagde Børn, der var en anelse chokeret over modstanderens fejl. »Man regner ikke med, at han laver sådan en fejl, som han lavede på sidste hul, men jeg fik lagt pres på ham på det helt rigtige tidspunkt. Det var jeg også tvunget til, fordi han normalt plejer at smide bolden ud midt på fairway. Jeg var klar over, at jeg ville have en chance, hvis jeg holdt hovedet koldt og fik lagt pres på ham«, sagde Thomas Bjørn efter sin femte sejr i European Tour-sammenhæng. Største triumf »Det her er det største øjeblik i min karriere. Det er det, fordi verdens bedste spiller var her, og jeg besejrede ham i en direkte duel«, sagde danskeren, som halvvejs på sidste runde ikke lignede en vinder af turneringen. Efter 9. hul befandt danskeren sig to slag efter sin direkte modstander og ireren Padraig Harrington, som i al ubemærkethed havde sneget sig frem helt i front. På det tidspunkt så det ud til, at sejren var ved at glide ud i ørkensandet. Men en flot eagle på 10. hul sendte Bjørn ind i billedet igen. Og så stod den ellers igen på tvekamp mellem de to rødklædte duellanter. »Jeg var ved at blive frustreret og var klar over, at der skulle noget specielt til. Den eagle på hul 10 var det, der skulle til«, sagde Bjørn. Tiger Woods bevarede føringen indtil 17. hul, hvor Bjørn fra to en halv meters penge puttede sig op på siden af Tiger Woods. Verdensetteren havde 26 gange gået ud på sidste runde med en føring i golfbagen - og kun tre gange sat det over styr. Den fjerde gang kom i Dubai. Woods forklarede efter sit kollaps, at han ikke har følt sig helt så sikker på sit spil undervejs på søndagens finalerunde. »Jeg kom ganske fint rundt i dag, men desværre ramte jeg ikke teeslaget på 18. godt nok. Men hatten af for Thomas. Han har spillet godt hele ugen og fortjener titlen«, sagde Tiger Woods med sit sædvanlige sportsmanship. Dubai fungerer som vinterdomicil for Thomas Bjørn, der efterhånden er ved at samle sig en masse gode minder fra ørkenriget og ikke mindst fra Emirates Golf Club. Det var på denne bane, at han i 1998 mødte sin nuværende svenske kone Pernilla. Og det var altså på samme bane, at Thomas Bjørn tre år efter sikrede sig sin karrieres største triumf. Tiger - verdens bedste Samtdig løste han så godt som billet til efterårets Ryder Cup-turnering i England, ligesom danskeren nu er nummer tre på den europæiske rangliste. Tiger Woods kom til Dubai i håbet om at få noget selvtillid efter en sejrsløs 2001-sæson. Men selv søndagens nedtur ændrer ikke på Thomas Bjørns syn på Woods, der i Dubai fik sin første top 3-placering i år. »Jeg ser stadig Tiger Woods som verdens bedste spiller. Han er meget bedre end resten af os, og glem nu ikke det«, sagde Thomas Bjørn, der nu tager turen over dammen for at prøve kræfter med den amerikanske PGA Tour og for at lade op til næste måneds US Masters. Dermed er der lagt op til returkamp mellem de to "rovdyr". Denne gang med bjørnen på udebane - og tigeren på hjemmebane. Thomas Bjørn får dog ingen problemer med at betale flybilletten. Med sejren i Dubai kunne danskeren sætte næsten to millioner kroner ind på den i forvejen tykke bankbog. Anders og Søren Hansen fuldendte en god dansk uge med runder i 71 slag og sluttede dermed henholdsvis på 12. og 28. plads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her