Schalke 04 fortsat på tredjepladsen

Lyt til artiklen

Ebbe Sand og Schalke 04 er fortsat på tredjepladsen i Bundesligaen. Danskermødet i Bundesligaen søndag mellem Ebbe Sand og Stig Tøfting endte med en 1-0-sejr til Hamburger SV, og Schalke forspildte dermed muligheden for at vifte Borussia Dortmund væk fra førstepladsen. Dortmund er fortsat i front med 44 point efterfulgt af Bayern München, der er ét point efter, mens Schalke bevarer tredjepladsen med 41 point. Der var heller ikke avancement til Bayer Leverkusen, der ude mod 1860 München blev besejret 1-0. Bayer Leverkusen ligger dermed på fjerdepladsen ét point efter Schalke 04. Målløs halvleg Ebbe Sand var som sædvanligt at finde i hjemmeholdets startopstilling, mens gæsterne fra Hamburger SV ligeledes havde fundet plads til Stig Tøfting. Kampen i kampen stod dog mellem Ebbe Sand og Hamburger SV»s angriber Sergej Barbarez, da de to angribere før søndagens opgør delte førstepladsen på topscorerlisten med 15 scoringer til hver. 37.000 tilskuere var mødt op på Parkstadion, og de fik en målløs første halvleg at se, hvor hjemmeholdet dog for alvor fik fløjspillet til at rulle, hvilket ofte gav Hamburger SV problemer i defensiven. Der skulle dog gå et kvarter, før Ebbe Sand for første gang forsøgte sig med en afslutning. Jörg Böhme stod for et af mange indlæg fra hjemmeholdets venstre side, men danskeren misbrugte chancen inde i feltet. Første halvleg var en hektisk affære, hvor der var chancer i begge ender. Stig Tøfting forsøgte sig blandt andet med et langskud i begyndelsen af kampen, men det var hjemmeholdet, der havde halvlegens største chance. Et dobbeltpas mellem Andreas Möller og Böhme endte hos Gerald Asamoah, der fem meter fra mål misbrugte tilbudet. Efter 29 minutter fik Ebbe Sand en advarsel, og hjemmeholdets Sven Kmetsch fik ligeledes gult midtvejs i halvlegen. Annullerede mål Hamburger SV erstattede Jan Hoogma med Jochen Kientz i pausen, og anden halvleg bød fra start på forsøg i begge ender. Gæsternes Nico Kovac fik gult efter 52 minutter. Barbarez rørte på sig første gang fem minutter senere med et forsøg fra kanten af straffesparkfeltet, men Schalke 04s målmand, Oliver Reck, fik afværget forsøget. En halv time før tid havde hjemmeholdet så bolden i nettet, da Emile Mpenza satte hovedet på et indlæg fra Möller. Målet blev dog annulleret, da bolden ifølge liniedommeren havde været over baglinien forinden. Spillet bølgede videre, og et kvarter før tid var gæsternes Medi Mahdavikia alene med Oliver Reck, men skuddet gik lige forbi Schalke-målet. Gæsterne pressede på mod slutningen, og Ebbe Sand var tæt på at score i eget net, da han var gået med tilbage og headede en frisparksbold fra Hamburger SV lige forbi Recks mål. Schalke kunne ikke for alvor ryste Hamburger-forsvaret, og Ebbe Sand lod sig udskifte med Youri Mulder syv minutter før tid. Mål i slutminutter Uafgjort 0-0 lå i luften, da Hamburger SVs Erik Meijer erobrede bolden fra Schalkes Tomasz Waldoch. Meijer bandede sig igennem med Marek Heinz og satte selv sidste fod på bolden til slutresultatet 1-0 tre minutter før tid. I dagens andet opgør i Bundesligaen vandt 1860 München 1-0 hjemme over Bayer Leverkusen i en kamp, der bød på to udvisninger - én til hver. Gæsternes Ulf Kirsten var den første til at forlade grønsværen efter 62 minutter, mens hjemmeholdets Harald Cerny fulgte efter fem minutter senere. Fem minutter før tid afgjorde Markus Schroth så kampen med sin sene scoring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her