Alt var lagt op til, at det belgiske Lotto-mandskabs hollandske sprinterstjerne Jeroen Blijlevens skulle hyldes for sæsonens første triumf i gårsdagens 193 km lange Clasica Almeria - endagesløbet ved den spanske Middelhavskyst, der har sin traditionelle plads på den internationale cykelsportskalender mellem det netop overståede Vuelta Valencianen og Vuelta a Murcia, som indledes på onsdag. De rødklædte tropper var kørt i stilling i finalen med tre mand til at føre spurtspecialisten Blijlevens frem til den altafgørende finish, men da rytterne strøg over stregen, var det danske Tayeb Braikia, der kunne tage forskud på torsdagens fødselsdagsgaver i anledning af de 27 år, som havde grund til at juble, mens Blijlevens måtte tage til takke med femtepladsen. Tilbage i vinderrollen Braikia, der kun har et par ugers aktiv tjeneste hos Lotto bag sig, efter at hans hidtidige arbejdsgiver Linda McCartney så pludselig drejede nøglen om, var således tilbage i vinderrollen efter nøjagtig 20 måneder. Hans seneste gevinst registreredes 4. juli 1999, da han som Acceptcard-rytter i Circuit Franco Belge vandt såvel 4. og sidste etape som løbet sammenlangt. Lidt over en måned senere kom han ud for et alvorligt styrt på 1. etape i Portugal Rundt, som spolerede resten af sæsonen, men med afvisning på de sidste meter i Almeria af garvede afsluttere som schweizeren Markus Zberg (Rabobank) og italieneren Endrio Leoni (Alessio) - allerede vinder af tre massespurter i denne sæson - må den talentfulde dansker siges at have fået et nyt internationalt gennembrud. »Alt var fra vores side lagt op til, at Blijlevens skulle vinde dette løb. Endnu ved 1000 meter mærket sad han på hjul af mig, men da jeg 300 meter senere kiggede tilbage, så jeg, at det var Zberg, jeg havde lige efter mig. Derefter satsede jeg bare med alt, hvad jeg havde. 400 meter fra stregen passerede jeg den sidste af mine holdkammerater, og jeg må indrømme, at jeg frygtede, at jeg var ved at køre Zberg hjem til førstepladsen. Men det gik lidt opad, og jeg blev ved med at træde maksimalt, samtidig med at det fløj gennem hovedet på mig, at en eller anden ville komme forbi. Det skete bare aldrig, og jeg er overvældende lykkelig for sejren«, fortæller Tayeb Braikia, der med den fornemme præstation i Almeria blev sæsonens anden danske vinder, efter at Jakob Piil 6. februar snuppede Grand Prix d'Ouverture. »Min opgave hos Lotto vil stadig være at køre spurterne for Blijlevens, og det har jeg ikke det mindste imod. Han var henne at lykønske mig lige efter målpassagen, men ellers har jeg ikke sludret mere med ham. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at han skulle vinde, og det vil jeg blive ved med. Men selvfølgelig er jeg ellevildt glad for denne sejr, for nu har alle på holdet set, at jeg også er hurtig i en finale, så lidt efter lidt kommer det vel også mig til gode«. Solo-Rolf I Belgien var Rolf Sørensen længe en af de fremtrædende skikkelser i Kuurne-Bruxelles-Kuurne og underbyggede med sin kørsel troen på, at han går et interessant klassikerforår imøde. Efter hans solofremstød blev det afgørende kontraangreb sat ind, og så var hans rolle udspillet, men CSC World Online havde atter den lettiske mester Arvis Piziks på en pointgivende placering som nr. 13. Sejren tog Mercurys Peter van Petegem sig af, mens Frank Høj på en tiendeplads for anden dag i træk blev bedste dansker.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























