Normalt kribler det i fingrene, når man ikke kan vente med at komme i gang med et eller andet.
Men hos taekwondokæmperen Lise Hjortshøj kriblede det i de ben, hun sparker så hårdt og præcist med, da hun fandt ud af, at Danmark var blevet tildelt et VM. »Det vil være min største drøm at få lov til at kæmpe et VM på hjemmebane«, siger Lise Hjortshøj. Langt fra kampmåtten »Jeg har kæmpet mange VM’er, men aldrig herhjemme, og det kunne jeg godt tænke mig«. Men Lise Hjortshøj var langt fra kampmåtten i Ballerup, som i efteråret er VM-vært, da drømmen sidste forår fik det til at krible i benene. For på det tidspunkt havde hun været væk fra sporten i mere end fire år. Kort tid efter at Lise Hjortshøj i 2003 havde vundet VM-bronze, og 14 dage før hun skulle kvalificere sig til OL i 2004, rev hun korsbåndet over i sit ene knæ. Med ét brast drømmen om OL. Den dengang 25-årige kvinde gik i gang med at træne sit knæ op igen, men kort inde i det forløb fandt hun ud af, at hun var gravid. Ny karriere med sønnen Sigurd Lykkelig over at skulle være mor, men forvirret over, hvad fremtiden skulle bringe, opsøgte hun Team Danmark i håb om, at hun dér kunne få hjælp. Hjælp til at få styr på sine mange tanker. Men Lise Hjortshøj fik afslag. Sammen med sin kæreste flyttede hun til Århus, tæt på sin familie, og fødte sønnen Sigurd i slutningen af 2004, og derefter forsøgte taekwondokæmperen at genoptage karrieren med Sigurd ved sin side. »Men for det første hang min krop ikke sammen, og mine tanker og mit hoved var ovre i liften. Jeg kunne ikke koncentrere mig om det«, fortæller Lise Hjortshøj, der gav sporten endnu en chance, da hun senere flyttede tilbage til København og var tættere på Farum og elitecentret. Men ikke tæt nok, for Lise Hjortshøj brugte lang tid på transport fra hjemmet i Charlottenlund. »Der var for mange omkostninger forbundet med det. Jeg syntes, min tid var bedre givet ud med min søn, og det ville jeg ikke gå på kompromis med«. Forestillede sig selv i hvid dragt Derfor var Lise Hjortshøj langt fra taekwondosporten, da hun sidste år begyndte at forestille sig selv i hvid kampdragt. Er det noget, der kan blive virkelighed, tænkte hun og var ikke afvisende i sit svar.
