Når muligheden for at præsentere sine sportslige kvaliteter for et hjemligt publikum er til stede, skal den selvfølgelig udnyttes. Derfor er hele batteriet af danskere i verdenseliten ladet op til at præstere på højeste niveau ved Denmark Open i badminton, der i dag tyvstarter med en kvalifikationsturnering.
»Efter de internationale mesterskaber er det turneringen, vi sammen med All England prioriterer højest. Det er vigtigt for spillere at gøre det godt på hjemmebane, når muligheden er der«, siger landstræner Lars Uhre og må til gengæld konstatere, at danskernes asiatiske konkurrenter finder det knap så betydningsfuldt at komme til hallen i Odense Idrætspark i denne uge.




























