30 centimeter! Så tæt på verdensrekorden var Danmarks suverænt bedste vandskiløber i hop, Jesper Cassøe, da han natten til mandag dansk tid deltog i finalen i World Cup-stævnet Malibu US Open i USA. Jesper Cassøe hoppede 70,7 meter og blev kun overgået af vinderen, Freddy Krueger, der med sit hop på 71 meter forbedrede Jerret Lewellens verdensrekord på 70,9 meter. Det 70,7 meter lange hop betyder, at Jesper Cassøe er den blot tredje mand i verden, der har hoppet længere end 70 meter, og resultatet er europæisk rekord. Ydermere blev den 24-årige dansker med sin præstation i finalen - 1. hop lød på 70,7 meter, 2. hop på 69 meter og 3. hop på 69,6 meter - den vandskiløber i verden, der har hoppet længst nogen sinde i én runde. »Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Det har været en helt utrolig weekend«, sagde Jesper Cassøe, da Politiken i går talte med vandskiløberen, kort inden han skulle flyve fra Sacramento til Florida, hvorfra turen i dag går videre til Danmark. »Da jeg startede med at stå på vandski, var et hop på 60 meter det helt store, og nu har jeg lige hoppet det tredje længste hop nogen sinde i verden. Jeg er helt oppe, hvor alle de store er. Det virker helt utroligt«, sagde Jesper Cassøe og lød som om, han stadig befandt sig midt i sit rekordspring - højt oppe at flyve. Fortsatte gode takter fra sidste år Efter at have været lige ved og næsten flere gange lykkedes det sidste år Jesper Cassøe at få en medalje med hjem fra EM. Et hop på 65,2 meter - 20 centimeter fra guldmedaljen - var nok til en sølvmedalje, og i år har den 24-årige dansker fortsat de flotte resultater. Jesper Cassøe fik en god start på året og har været skadesfri. Samtidig er han fra i år blevet ansat som breddekonsulent i Dansk Vandski Forbund, og det har givet eliteudøveren bedre mulighed for at planlægge sin hverdag i forhold til før, da han arbejdede i et revisionsfirma. »Jeg skal ikke løbe ned til søen for at nå at komme på vandet, som jeg gjorde tidligere. Det nye arbejde er mere fleksibilt, og jeg har større mulighed for at være væk i længere tid«, sagde Jesper Cassøe, der blandt andet har fået tid til at ankomme tidligere til stævnerne og træne med de bedste vandskiløbere. Inden turen gik til USA, forbedrede Jesper Cassøe ved et stævne i tyske Amberg sin egen danske rekord, der lød på 66,4 meter, med 40 centimeter, og det hop blev i USA forbedret flere gange, inden Jesper Cassøe altså i finalen tog et gavaldigt hop ud forbi de 70 meter. Psykologisk arbejde Jesper Cassøe mener selv, at weekendens resultat skyldes, at han i år har arbejdet mentalt med idrætspsykologen Jørn Ravnholdt, der er tilknyttet Team Danmark. »Jeg kan mærke, at jeg har flyttet mig fra at være en af dem, der så op til de andre, og til at fokusere på mig selv og det, der skal til for at gøre det lige så godt som de andre eller slå dem. Det, tror jeg, gør den store forskel«, sagde Jesper Cassøe. Han har i denne sæson trænet frem mod World Cup-stævnet i USA, og egentlig var det meningen, at han først skulle toppe igen ved EM i slutningen af september i Italien. Men flere af verdens bedste vandskiløbere, deriblandt den nye verdensrekordholder Freddy Krueger, har meldt deres ankomst til det internationale stævne, Danish Open, som Vallensbæk er vært for 24. august, og det har givet Jesper Cassøe blod på tanden. »Der er ingen tvivl om, at det ville være stort at vinde på hjemmebane, og det er mit mål. Nu har jeg vist, at jeg godt kan. Jeg vandt godt nok ikke (i USA, red.), men hvis jeg kan hoppe 70,7 igen, så vinder jeg«, nærmest lover Jesper Cassøe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Henrik Palle: Hun er helt perfekt i hovedrollen
-
Politi affyrer skud: Nu er 47-årig mand anholdt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Debatindlæg af Caroline Wrona Stjerne
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00



























