Det hører til sjældenhederne, at danske idrætsfolk klarer det internationale kvalifikationskrav til olympiske lege uden at blive udtaget. Ikke desto mindre kan det meget vel blive situationen i badminton.
Snart 35-årige Peter Gade er sikker på at være med i London næste år, men han får følgeskab af en landsmand, hvis Danmark har endnu en mandlig singlespiller placeret blandt de 16 bedste på verdensranglisten, når kvalifikationsperioden er forbi. Det ser ud til at lykkes - og det endda til overflod, for både Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus har mulighed for at nå på den rigtige side af den olympiske spærregrænse. Sker det, må den sportslige ledelse skuffe den ene af landsholdskammeraterne.



























