Skandale: Borat-sang spillet for vindere

Kontroversiel. Skuespilleren Sacha Baron Cohen har tidligere vakt harme med sin karakter Borat.
Kontroversiel. Skuespilleren Sacha Baron Cohen har tidligere vakt harme med sin karakter Borat.
Lyt til artiklen

En landsholdsskytte fra Kasakhstan fik sig noget af en overraskelse ved en medaljeceremoni i Kuwait, da der ud af højttalerne pludselig lød Borats noget alternative version af den kasakhiske nationalmelodi.

Det kasakhiske landshold i skydning forlangte en undskyldning. og medaljeceremonien blev derefter gentaget, skriver BBC.

Holdets træner fortalte, at arrangørerne havde hentet parodien på den kasakhiske nationalmelodi på nettet ved en fejl.

Nedværdigende sang
Sangen, der blev spillet, er lavet af den engelske komiker Sacha Baron Cohen til en film, i hvilken kasakhere bliver portrætteret som tilbagestående og uvidende.

Video fra torsdagens medaljeceremoni, der er blevet lagt ud på YouTube, viser guldmedaljevinderen, Maria Dmitrienko, mens hun lytter til den alternative nationalmelodi uden at lade sig påvirke synderligt af det.

Til sidst må hun dog smile lidt, da den uheldige sang slutter.

Fornærmer Kasakhstan
Træner Anvar Yunusmetov siger til kasakhiske nyhedsbureau Tengrinews, at turneringens arrangører også fejlede i forsøget på at afspille den serbiske nationalsang.

»Så blev det Maria Dmitrienkos tur. Hun steg op på podiet og så spillede de en komplet forkert hymne, der fornærmer Kasakhstan«, siger træneren.

Parodien hylder Kasakhstan for landets uovertrufne kaliumeksport og for at have de reneste prostituerede i regionen.

Har før truet med retsforfølgelse

Filmen 'Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kasakhstan', der kom i 2006, følger Baron Cohens karakter, journalisten Borat Sagdiyev, på en rejse til USA, hvor han er på jagt efter Pamela Anderson.

Filmen vakte vrede i Kasakhstan og blev efterfølgende forbudt i landet. Regeringen truede også med at retsforfølge Baron Cohen.

Filmen skulle angiveligt også være forbudt i Kuwait.

FACEBOOK

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her