Da det regnede med sæbebobler og konfetti i alverdens farver over de 80.000 begejstrede tilskuere på det olympiske stadion i London stod tilskuerne med armene i vejret og så op mod den åbne himmel. Smilene var brede, og jubelbrølene var enorme.
På tilskuerrækerne blev publikums ivrige vinken blandet med farverige glimt fra det store lysshow. Halvanden time inden havde tilskuerne indledt den euforiske stemning med en kæmpemæssig bølge fra den ene ende af det enorme stadion og hele vejen rundt til den anden ende. Alle var de kommet for at mærke den særlige olympiske atmosfære, som, siden OL begyndte, har præget London.




























