Ved mange af de store mesterskaber har der været leveret medrivende finaler på mændenes 400 meter hæk. Aftenens VM-finale i Moskva var ingen undtagelse. Her triumferede lidt overraskende Trinidad og Tobagos Jehue Gordon efter en sej opløbsduel med USA's forhåndsfavorit Michael Tinsley.
Gordon pressede sig foran amerikaneren på selve stregen og fik noteret den flotte vindertid 47,69 sek., hvilket er både personlig rekord og den bedste tid i år. Tinsley fik noteret 47,70 sek., hvilket også var personlig rekord.



























