Årets Paris-Nice vil gå over i historien som et af de mest medrivende og begivenhedsrige i nyere tid, og spændingen holdt sig lige til det sidste. Det sørgede den spanske etapeløbskonge Alberto Contador (Astana) for med en imponerende offensiv på de afsluttende 119 km med start og mål i Nice i direkte forlængelse af fredagens forbløffende og bragende nedtur. Helt åbenlyst affandt den 26-årige Astana-kaptajn sig ikke med den skæbne, der havde sendt ham ned på den samlede fjerdeplads og landsmanden Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne) op på Paris-Nice-tronen. Etapesejr til Colom Men trods den indædte satsning, der betød, at han gik ned med vajende faner, og som også var meget tæt på at gøre ham til etapevinder for tredjegang i løbet, formåede han ikke at ændre afgørende på de omvæltninger, den samlede stilling døgnet inden havde været udsat for. Contador nåede målstregen i Nice i selskab med sin tidligere løjtnant Antonio Colom, der nu jagter personlig hæder på Katusha-mandskabet, og Team Saxo Banks Fränk Schleck. De to var nået op til Contador ni km fra mål, og på de sidste meter viste Colom sig som den hurtigste, mens Fränk Schleck som næsten altid, når spurtstyrken er afgørende, måtte se sig overtrumfet. Schleck op på andenpladsen Også i den samlede stilling måtte Contador erkende sit nederlag, for den nærmeste forfølgergruppe, hvor hans arvtager i førertrøjen Luis Leon Sanchez befandt sig, krydsede stregen 17 sek. efter den førende trio, og det var langt fra tilstrækkeligt for Contador til at tilbageerobre det tabte terræn. Til gengæld drog Fränk Schleck nytte af udbruddet til at fortrænge franskmanden Sylvain Chavanel (Quick Step) fra andenpladsen. Luxembourgeren sluttede nøjagtigt et minut efter Sanchez, mens Chavanels minus lød på 1.09 min., og Contadors på 1.24. Glædelige danske præstationer Dagens sejrherre Antonio Colom smuttede forbi Saxo Banks Jens Voigt og sluttede som nr. 5, men det danske mandskab var urørligt som vinder af holdkonkurrencen. Og set fra et rent rød-hvidt synspunkt udsendte det franske arrangement adskillige glædelige signaler i form af positive præstationer af debutanten Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen, der sluttede som henholdsvis nr. 27 og 38 sammenlagt. Team Saxo Bank spillede ydermere en afgørende rolle på denne sidste etape i jagten på Contador. Stak på det første bjerg Spanieren stak på den første store stigning Col de la Porte med små 80 km til mål, hentede lynhurtigt den udbrydergruppe, der var af sted, og straks det næste bjerg meldte sig, forcerede han atter. Han skilte sig af med sine følgesvende én efter én, men efter at forspringet en overgang havde været oppe på over to minutter, skrumpede det langsomt ind. Det skyldtes ikke mindst, at Caisse d’Epargne i forfølgelsen fik støtte af Saxo Bank, der havde en åbenlys interesse i at sikre Fränk Schleck optimale muligheder i finalen. Contadors ultimative fremstød På etapens sidste bjerg, Col d’Eze, satte Contador sit ultimative fremstød ind, og som de sidste måtte landsmanden David Lopez (Caisse d’Epargne) og franskmanden Sandy Casar (Francaise des Jeux) opgive at følge ham. Bagude angreb til gengæld Colom, Schleck og Cadel Evans (Silence-Lotto). Og på nedkørslen accelererede de to førstnævnte så effektivt, at de hentede Contador med ni km tilbage. Klar til hjælperrolle i Touren I forfølgergruppen sørgede Luis Leon Sanchez selv for at holde tempoet i vejret, og han kunne modtage sin fortjente hyldest for den samlede gevinst, uden at den aktuelle succes dog var steget ham til hovedet. »Jeg var kaptajnen her i Paris-Nice, og holdet arbejdede perfekt for mig. Men når vi kommer frem til eksempelvis Tour de France, er jeg atter tilbage i rollen som hjælper. Til den tid, er det Alejandro Valverde og Oscar Pereiro, det gælder«, konstaterede Luis Leon Sanchez på pressemødet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























