Dansk debutant brillerer i stjernernes bjergdrama

Jakob Fuglsang  er i gang med at levere et stort resultat i Frankrig. Arkivfoto.
Jakob Fuglsang er i gang med at levere et stort resultat i Frankrig. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Om seks uger og to dage udkæmpes det definitive bjergslag i årets Tour de France på næstsidste etape fra Montèlimar til Mont Ventoux, og først på det tidspunkt vil der herske klarhed over, hvem der vinder den 96. udgave af verdens skrappeste cykeludfordring. I dag dannede tinden med det golde månelandskab rammen om indledningen på de klatrestrabadser, der afgør udfaldet af Critérium du Dauphiné Libéré, som slutter på søndag i Grenoble. Stjerneduellen trængt i baggrunden Der næredes store forventninger om en forrygende duel mellem to af de formodet kommende hovedpersoner i den tre uger lange styrkeprøve, sidste års nr. 2 i både Tour og Dauphiné Cadel Evans (Silence-Lotto) og Tour-triumfatoren fra 2007 Alberto Contador (Silence-Lotto). Denne dyst mellem nr. 1 og 2 i den aktuelle begivenhed blev da også et fremtrædende element på den 154 km lange færd fra Valence til målet i 1.909 meters højde, men den trængtes i baggrunden af andre, uhyre medrivende indslag. I overordnet sammenhæng først og fremmest af den kendsgerning, at sidste års sejrherre i Dauphiné Libéré, spanieren Alejandro Valverde, som nr. 2 over stregen i den tynde luft efter polakken Sylvester Szmyd (Liquigas) erobrede førertrøjen fra Evans. Debutantens forrygende indsats Og dernæst fra en dansk synsvinkel af den imponerende opvisning, som den 24-årige professionelle debutant Jakob Fuglsang (Team Saxo Bank) leverede i det stjernespækkede selskab. Med et forbløffende overskud formåede han ikke alene at følge størstedelen af de etablerede berømtheder, men slutteligt også at lægge blandt andre Evans og Contador bag sig, så han kom i mål på en femteplads 1.59 min. efter vinderen og med australieren i den gule førertrøje 11 sek. bag sig. Det betød, at Fuglsang rykkede op som nr. 10 sammenlagt med et minus på 3.35 min. til Valverde, og alt afhængig af, hvordan organismen restituerer oven på dagens styrkedemonstration skulle han have gode muligheder for at avancere yderligere de kommende dage. Valverde fører med 16 sekunder Med Valverdes kraftfulde ridt på den udmarvende bjergvej tog Dauphiné Libéré en uventet drejning, som tilfører løbet yderligere intensitet. Den 29-årige spanier, der er idømt to års karantæne fra løb i Italien og venter på, om denne udelukkelse enten skal ophæves eller udvides til at omfatte konkurrencer over alt i verden, må siges at være i besiddelse af en fantastisk indre styrke, når han under de omstændigheder formår at stille så eminent en opvisning til skue som dagens. Han fører nu med 16 sek. til Evans og 1.04 min. til Contador, og de to skal vitterligt vise ganske andre takter de kommende dage, hvis de skal få bugt med Caisse d’Epargne-kaptajnen. Fire mand i langt udbrud Bortset fra fire udbrydere – spanierne Alan Perez (Euskaltel) og José Luis Arrieta (Ag2r) samt franskmanden Christophe Kern (Cofidis) og belgieren Frederik Willems (Liquigas) – der var sluppet fri efter godt 30 km og nåede op på et forspring på knap otte minutter, var feltet samlet, da det nåede foden af Mont Ventoux. Tempoet blev sat af Rabobank, der tydeligvis satsede på succes til holdets unge himmelstormer Robert Gesink, som da også kom i mål som nr. 4. Men det var Sylvester Szmyd, der for alvor åbnede ballet på stigningen med 13 km til toppen. Evans og Contador lurede på hinanden Planen var tydeligvis, at det skulle berede vejen for Liquigas-kaptajnen Ivan Basso, der da også stred sig op til holdkammeraten. Jakob Fuglsang gjorde ligeledes Szmyd selskab, men kun for en kort bemærkning, da han klogeligt indså, at han risikerede at eksplodere, hvis han på det tidspunkt skulle følge polakken. I gruppen med favoritterne lurede Evans og Contador konstant på hinanden, men ingen af dem reagerede, da Valverde angreb. Spanieren forcerede i et stort gear, lagde hurtigt afstand til de øvrige topnavne og nærmede sig fronten. Basso måtte erkende, at han ikke havde kræfter til at følge Valverde og gav i stedet Szmyd carte blanche til at køre sin egen chance, hvilket blev indledningen til et vellykket spansk-polsk samarbejde. Basso derimod mistede 8.14 min. på etapen. Valverde holdt aftalen Der blev tydeligvis indgået en aftale om, at Szmyd skulle vinde på Mont Ventoux, hvis han leverede sin del af arbejdet, for Valverde var udmærket klar over, at han ikke på egen hånd ville kunne fremtvinge så stort et forspring, at han tilkæmpede sig den førertrøje, som var dagens store mål. Overenskomsten var på nippet til at lide skibbrud, da Szmyd pludselig få hundrede metet fra mål nærmest gik i stå. Valverde kiggede forbløffet, men fortsatte for så lidt efter at se sig tilbage. Da havde polakken atter fået fart på cyklen, og spanieren ventede lige tilstrækkelig længe til, at Szmyd kunne hente ham. Den 31-årige polak, der sled fortrinligt i Giro d’Italia, jublede overstadigt og forståeligt, for det var hans første sejr overhovedet i den professionelle karriere, som indledtes i 2001. Fuglsang rykkede flere gange Bagude rykkede Fuglsang adskillige gange fra gruppen med Evans og Contador, men australieren tillod ham ikke at slippe væk. Først et par km fra mål lykkedes det den unge dansker at få held med sit forehavende. Robert Gesink var den eneste, der nåede op til ham, mens Evans og Contador fightede for at minimere det nederlag, Valverde havde tilføjet dem. De satte henholdsvis 2.10 og 2.13 min. til. Ny barsk etape i morgen Mens Mont Ventoux altså i Tour de France sætter punktum for de medrivende udfoldelser i bjergene, var dagens prøvelser i Dauphiné Libéré kun at betragt som en hors d’oeuvre i forhold til det, der venter. Allerede i morgen fortsættes således på den 106 km lange etape fra Gap til Briancon med den meget vanskelige forcering af Col d’Izoard. Fra toppen i 2.360 meters højde er der kun 20 km til mål. De første 18,5 går det i susende fart nedad til 1.210 meter over havet, hvorefter der venter en sidste hidsig stigning til den gamle bydel i Briancon 1.345 m oppe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her