DM-guld erobret efter triumfer i udlandet

Lyt til artiklen

Efter tre fornemme sejre i udlandet og en enkelt på hjemmebane føjede Team Capinordics 20-årige stortalent Rasmus Guldhammer i dag endnu en meriterende triumf til samlingen, da han sikrede sig det danske mesterskab for U23-ryttere. På landevejene ved Haderslev kom han til mål sammen med holdkammeraten Troels Vinther, der ikke kunne true Guldhammer i spurten, mens Kasper Schjønnemann (Glud & Marstrand Horsens) erobrede bronze, da han var hurtigst i den efterfølgende gruppe 2.52 min. senere. Jagtes af professionelle hold Om Rasmus Guldhammer så får lov til at optræde i den nyerhvervede DM-trikot helt frem til næste års mesterskaber synes tvivlsomt. Ganske vist har han alderen til at forsvare titlen, men efter to etapesejre i Nations Cup-løbet Grand Prix Portugal og succes i U23-udgaven af Liège-Bastogne-Liège samt adskillige andre bemærkelsesværdige præstationer er der så kraftigt bud efter ham fra den professionelle lejr, at han sandsynligvis forlader amatørernes rækker ved årsskiftet. Foreløbig skal han dog i næste weekend søge at hævde sig i elitens Post Cup og derefter også ved det '"rigtige'" DM ugen efter i Sønderborg, hvor han får lejlighed til at prøve kræfter med de bedste hjemlige professionelle. Tre Capinordic ryttere i front Med godt 80 km tilbage af dagens 184,4 km lange distance skilte en syvmands gruppe sig ud i front, og cirka 40 km senere begyndte Team Capinordic, der foruden Rasmus Guldhammer og Troels Vinther også havde Thomas Guldhammer med, at rykke. Det blev Troels Vinther, der kom af sted, og siden kørte Rasmus Guldhammer alene op til ham. »Derefter øgede vi stille og roligt forspringet«, fortæller Rasmus Guldhammer. »Kort før mål hørte vi, at afstanden var på godt tre minutter, så vi havde godt tid til at køre finalen. Vi forsøgte begge nogle angreb, men da vi kørte ind på de sidste 1000 meter, var vi stadigvæk sammen. Efter at have kigget på hinanden åbnede Troels med små 200 meter til mål, men det lykkedes mig at komme på hjul og derefter forbi ham på de sidste meter«. Dansk triumf i juniorernes Nations Cup At dansk cykelsports talentmasse er svulmende understregedes i dag, da 17-årige Emil Hovmand scorede dobbelttriumf i sæsonens tredje Nations Cup-afdeling, Trofeo Karlsberg i Tyskland. Den unge dansker kom alene til mål på den 139 km lange afsluttende etape med syv sek. ned til forfølgerne. Det betød, at han også erobrede den samlede sejr to sek. foran hollænderen Dylan van Baarle og med fire ned til tyskeren Niklas Arndt. Danmark havde desuden Michael Andersen på sjettepladsen og Lasse Norman Hansen som nr. 8 i slutstillingen, og det betød et avancement i det samlede Nations Cup klassement fra tolvte- til fjerdepladsen. Trofeo Karlsberg havde deltagelse af landshold fra 20 nationer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her