Idrættens efterforskere af aftalt spil i Danmark står med lidt af et problem. På den ene side ved de, at usædvanlige spilmønstre på to kampe med fodboldklubben Varde IF fra sommeren 2013 tyder på, at der var tale om matchfixing – det oplyste Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU) tirsdag. På den anden side aner de ikke, hvem der har placeret de mistænkelige indsatser på nederlag til vestjyderne.
Ifølge Politikens oplysninger er der spillet mindst 55.000 kroner på hvert af opgørene inden for et snævert geografisk område i Vestjylland – men væddemålene er indgået hos Danske Spil-forhandlere, og når danskerne gambler der, foregår det anonymt. Mens der er krav om Nem-ID ved fodboldspil på internettet, kan matchfixere holde deres identitet skjult ved at satse penge på manipulerede kampe i de mere end 5.000 spilkiosker landet over.




























