Efter massiv kritik indskærper Danske Spil nu i et brev til sine godt 5.200 forhandlere, at de ikke må tage imod penge fra mindreårige. Det statsejede spilleselskab skriver:
»Kære forhandler/spilansvarlige. Til din orientering er vi blevet gjort opmærksom på, at nogle af vores forhandlere i strid med reglerne sælger væddemålsspil til personer under 18 år. Vi er derfor nødt til igen at indskærpe reglerne overfor alle vores forhandlere. Vi har således nedenfor kort beskrevet de aldersgrænser, der gælder på spilområdet, og de konsekvenser, det kan have for vores forhandlere, hvis aldersgrænserne ikke respekteres«.




























