I toppen af det tyske fodboldmiljø har de travlt med at nedtone de dopingrygter, der i sidste uge igen begyndte at versere i kølvandet på en delvis offentliggørelse af en uvildig undersøgelse af en lægeklinik med tilknytning til universitetet i Freiburg.
Ifølge rapporten blev spillere fra den lokale klub Freiburg samt den tidligere tyske mesterklub VfB Stuttgart i slutningen af 1970'erne og 1980'erne forsynet med dopingpræparater af lægen Armin Klümper. Hverken tidligere spillere, trænere eller ledere i hverken Freiburg eller Stuttgart kan nikke genkendende til afsløringerne - og i det hele taget er der begyndt at herske en tavshedens lov i sagen.




























