Fodbold: Den nedrykningstruede Premier League-klub Sunderland og manager Gustavo Poyet går hver til sit. En sejr i de seneste 12 kampe i ligaen, hvor Sunderland kun er et point fra nedrykningsstregen, kostede manden fra Uruguay jobbet. Gustavo Poyet er den femte manager i Premier League, der får en fyreseddel i denne sæson. Sunderland tabte lørdag 4-0 på hjemmebane til Aston Villa.
Fodbold/konflikt: Spillerne på A-, U21- og kvindelandsholdet i fodbold vil have en flerårig aftale om ny kollektiv honorering med DBU i stand her og nu. William Kvist – viceanfører på landsholdet, medlem af spillerrådet og bestyrelsesmedlem i spillernes fagforening – kræver, at der foreligger en aftale, inden landstræner Morten Olsen tirsdag udtager truppen til de kommende kampe mod USA og Frankrig. »Dansk fodbold fortjener en afklaring nu inden de kommende forberedelseskampe. De nødvendige nye kollektive aftaler mellem DBU og Spillerforeningen må på plads nu, så forhandlinger ikke bliver udskudt til kvalifikationskampen mod Serbien til juni«, forklarer midtbanemanden i en pressemeddelese.




























