Ishockey. Frans Nielsen scorede søndag aften et vigtigt mål for New York Islanders, der på hjemmebane vandt 5-4 over Detroit Red Wings. Efter en målrig første periode, der endte 3-3, skulle der ikke gå mere end 16 sekunder af anden periode, før Nielsen med et håndledsskud fra en spids vinkel sendte New York Islanders i spidsen med sit 14. sæsonmål. New York Islanders ligger nu på andenpladsen i sin division, og spillerne kan så småt begynde at slibe skøjterne til slutspilskampene. Frederik Andersen, målvogter hos Anaheim Ducks, fik til gengæld ingen istid, da holdet ude slog New Jersey Devils 2-1. Hans konkurrent på pladsen, John Gibson, reddede 25 ud af de 26 skud, der blev sendt imod ham.
Tennis. Den tidligere verdensetter i tennis Rafael Nadal erkender, at der er kommet sprækker i selvtilliden efter en lang periode, hvor spillet har været af svingende kvalitet. Spanieren var et godt stykke fra tidligere styrke, da han søndag blev slået med 6-4, 2-6, 6-3 af landsmanden Fernando Verdasco i tredje runde af Miami Open, og den 14-dobbelte Grand Slam-vinder mener, problemerne primært sidder i hovedet. »For halvanden måned siden kunne jeg ikke få spillet til at fungere. Siden har mit spil forbedret sig, men jeg optræder stadig for nervøst i mange vigtige situationer, og jeg er lidt for urolig ind imellem«, siger han ifølge Ritzau.




























