Sportsdøgnet: Serena Williams bliver medlem af eksklusiv klub

Kagetid. WTA havde sørget for en festlig kage til det amerikanske fænomen.
Kagetid. WTA havde sørget for en festlig kage til det amerikanske fænomen.
Lyt til artiklen

Cykling: Norske Alexander Kristoff (Katusha) sejrede samlet i Driedaagse De Panne-Koksijde efter en tredjeplads i den afsluttende enkeltstart over 14,2 km. Her blev briten Bradley Wiggins (Sky) en sikker etapevinder og kørte sig ind på en samlet tredjeplads 42 sekunder efter Kristoff. Belgieren Stijn Devolder sluttede som samlet to’er – 23 sekunder efter løbets tredobbelte etapevinder fra Norge.

Fodbold: Brønshøj forpassede muligheden for at komme væk fra nedrykningspladserne i 1. division, da de torsdag blot fik 1-1 på hjemmebane mod AB. Gladsaxe-holdet kom på 1-0 ved Nichlas Rohde efter bare 3 minutters spil, mens Oke Akpoveta fik udlignet for bundholdet i 84. minut. Der var 808 tilskuere. .

Viborg tordner videre mod Superligaen

Fodbold: Bayern München må klare sig uden Arjen Robben, David Alaba og Franck Ribery i lørdagens prestigeduel mod Borussia Dortmund. Noget værre ser det ud for Europa League-bejlerne fra Hoffenheim. Hele 9 mand er på skadeslisten forud for matchen mod Borussia Mönchengladbach.

Fodbold: Carpi FC holder deres historiske kurs mod den bedste italienske række, Serie A. Onsdag aften vandt Serie B-topholdet 3-0 på hjemmebane over forfølgerne fra Bologna og udbyggede således forspringet til 12 point. Der er 16 point ned til 3.-pladsen inden de sidste 8 spillerunder.

Tennis: Serena Williams blev den ottende kvinde til at nå op på 700 WTA-sejre, da verdensetteren onsdag aften slog tyskeren Sabine Lisicki 7-6, 1-6, 6-3 i Miami. Serena Williams har langt op til rekorden, som tilhører Martina Navratilova, som vandt hele 1.442 kampe i karrieren. »Jeg vidste ikke, jeg havde vundet 700 sejre. Nu vil jeg bare fortsætte og gøre det så godt, jeg kan. Jeg spillede ikke op til mit bedste. Jeg sagde bare til mig selv, at jeg hverken slog eller servede, som jeg plejer, så jeg måtte kæmpe«, siger Serena Williams ifølge ESPN. Williams møder nu Simona Halep i semifinalen.

Fodbold: Skal Eriksen og Okore spille U21 EM? Hør hvad eksperterne mener i den seneste udgave af Politikens Fodboldmagasin.

Boksning: Micki Nielsen skal til maj i ringen mod den ubesejrede amerikaner Junior Anthony Wright. Det skriver BT. » Ligesom mig er Wright ubesejret, men han får sit første nederlag 2. maj«, siger Micki Nielsen til avisen. Han skulle have mødt Felix Cora Jr., men Cora trak sig fra mødet med den hårdtslående dansker. Micki Nielsen har vundet alle sine 17 kampe i karrieren, og 12 af sejrene er faldet på knockout. Opgøret bokses i Frederiksberg Hallerne.

Fodbold: Tottenhams Harry Kane har været den helt store komet i Premier League i denne sæson, og til sommer skal Christian Eriksens holdkammerat være med til at sikre engelsk succes ved U21-EM. A-landstræner Roy Hodgson giver nemlig ikke meget for medierne og Tottenhams frygt for, at spilleren skulle være udmattet efter en hel sæson. »Hvis du vil være en international spiller, så skal du acceptere, at der er fodboldturneringer om sommeren efter ligasæsonen. Sådan har det altid været, og hvis du vil være en spiller i topklasse, så skal man ikke snakke om udmattethed. Harry Kane kan bringe England langt i slutrunden«, siger landstræneren.

Badminton: Mixeddoublerne Joachim Fischer og Christinna Pedersen samt Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding er videre til tredje runde ved Super Series-turneringen Malaysia Open i Kuala Lumpur. Dermed fik mixeddoublernes to damer revanche for deres overraskende nederlag i damedouble onsdag, hvor de blev bremset i første runde.

Ishockey: Målmand Frederik Andersen har ramt storformen på et godt tidspunkt i sæsonen. Natten til torsdag var der nemlig fuld istid til danskeren i Anaheim Ducks-målet, og med 22 redninger på 23 forsøg var danskeren medvirkende til en stor hjemmesejr over Edmonton Oilers. 5-1 vandt Anaheim Ducks, som dermed sikrede sig sejren i Pacific-divisionen i NHL's Western Conference, selv om holdet mangler tre kampe i grundspillet.

Ishockey: Frederikshavn vandt DM-bronze efter onsdagens 2-2-resultat ude mod Herning. I bronzekampene spilles der bedst ud af to kampe. Samlet endte med det med en 5-4 sejr, da det første opgør var endt med en sejr til Frederikshavn på et enkelt mål.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her