I kølvandet på en tv-udsendelse, der påpeger et dopingproblem i den træningslejr, som berømte Mo Farah er tilknyttet, vil Det Britiske Atletikforbund (UK Athletics) nu gennemgå alle tilgængelige medicinske data vedrørende nationens bedste løber.
»Måske viser vores undersøgelser, at Mo Farah intet forkert har gjort, men vi er jo nødt til grundigt at tjekke, at der ikke er noget, vi på et eller andet tidspunkt har overset eller ikke været opmærksomme på. Jeg er bange for, at dette vil kunne forfølge Farah i resten af hans karriere, og hvis jeg var hans ven, ville jeg råde ham til at bryde forbindelsen til Salazar, mens de amerikanske myndigheder undersøger sagen«, siger UK Athletics-formand Ed Warner ifølge AFP.



























