Golf: På Ladies European Tour ligger Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen nummer 1 og 2 i kampen om at blive årets debutant, og de to Smørumspillere ser ud til at øge føringen efter denne uges Ladies European Masters i England. Efter to runder er Emily Kristine Pedersen på en delt 4.-plads i 7 slag under par, Nicole Broch Larsen er 1 slag efter og Nanna Koerstz Madsen deler 17.-pladsen i 4 slag under par. Alle tre danskere spillede tredje runde i 69 slag. Turneringen føres halvvejs af englænderen Alex Peters i 11 under par.
Fodbold: En hel sæson i Manchester United resulterede i 4 mål i 29 kampe, men colombianeren Radamel Falcao gør et nyt forsøg i Premier League. Mesterklubben Chelsea har indgået en lejeaftale for hele sæsonen med Monaco, der i 2013 købte den nu 29-årige angriber fra Atlético Madrid. Falcao scorede 13 mål i 20 kampe for Monaco, inden han blev lejet ud.




























